Vi satanister er en lille gruppe, hvad antallet af os angår, men vi bliver flere og flere, for hver dag der går. Desværre er der mennesker i vores liv, der er dybt indoktrineret med kristendom og andre af fjendens lærdomme. Højtider, familiesammenkomster og så videre kan være svære tider for mange af os.

Kristne føler sig stærke, når de er i en gruppe af andre kristne, der kan bakke dem op, men når de oplever en konfrontation alene, er få af dem modige. Deres såkaldte "tro" forsvinder øjeblikkeligt. Jeg har set disse slags mennesker give op, når de mangler den nødvendige støtte. De er så svage og afhængige. Mere end én kristen har sagt sit job op på grund af mig. De skaber konflikter, de ikke kan håndtere. De fleste snakker snakken, og det er det.

Jeg var ateist i over femten år. Jeg hadede dog kristendommen og dens lære meget mere end den gennemsnitlige ateist. Mine "blasfemier" fik bogstaveligt talt folk til at krybe sig sammen. For flere år siden, da jeg arbejdede tredje skift på en døgnåben restaurant, kom et skvat altid ind og satte sig ved bordet. En nat brød dette skvat ind i en samtale mellem en LaVeyansk satanisk teenager og jeg selv, der slet ikke kom ham ved. Jeg satte ham på plads og forlod stedet, da min vagt var slut. Min søn arbejdede der også som tjener, og så snart jeg var ude af døren, henvendte det kristne skvat sig til ham og begyndte at snakke om "gud". Min søn råbte: "FUCK GUD!" Fyren blev med det samme bange.

De fleste kristne er svage, uanset om de er kolleger, familie eller andet. Sjældent vil du se en kristen stå alene mod flere af os. Selvfølgelig er situationen ofte anderledes, når de er i en gruppe mod én person. Tre kristne truede mig engang med vold, efter de antastede mig uden for et offentligt bibliotek. Jeg fortalte dem, hvad jeg mente om deres nazaræer. Naturligvis fulgte en ophedet verbal udveksling, og alle tre skralede gentagne gange op med de samme indholdsløse fraser, fuldstændig uden noget logisk eller rationelt argument. Det eneste, de kunne diske op med, var potentiel fysisk vold og intet mere. En af disse klovne var en præst. Jeg fandt senere ud af dette, da jeg genkendte ham i en tv-reklame for hans kirke. Jeg nægtede at trække mig, og da de indså, at konfrontationen ville føre til mere, gik de. De efterlades gang på gang med intet at sige. De starter diskussioner, de ikke kan afslutte.

De fleste kristne sidder fast. Satan giver os styrke, de ikke har. Jeg ser på dem, og ser hvor svage de fleste af dem er, og hvordan de er trænger til og er afhængige af andres anerkendelse. Det er den slags ting, der leder dem til kristendommen til at starte med. Satan går alene, af natur. Her er der intet småligt røvkysseri eller overholdelse af andres "forventninger" og standarder. Vi er en elitegruppe. Vi bøjer os ikke for nogen. Vi har kraften og evnerne til at rive dem i stykker, tygge godt og grundigt på dem og spytte dem ud, og de ved det.

Når kristne siger, at de vil bede for mig, fortæller jeg dem, at jeg så også vil bede for dem, og så bliver de bekymrede. Jeg har med mine egne øjne set, hvad der er blevet af de fjolser, der har været dumme nok til at "bede" for mig. Satan og Dæmonerne straffer dem, der chikanerer os. Ikke altid lige med det samme - bare giv det lidt tid.

Hvad angår de mennesker i vores liv, vi virkelig holder af og elsker, så kan det gøre underværker at huske dem i vores ritualer.

-Ypperstepræstinde Maxine Dietrich

TILBAGE TIL: PRÆDIKENER (2001-2005)