Necronomicon

Jeg skriver dette som svar på adskillige indlæg i Fryden Ved Satans forummer angående ægtheden af Necronomicon.

Alt for mange mennesker tror bare på det, de får at vide og læser, og ser det som et faktum. Dette kaldes "hjernens gudedel". At være underdanig og have brug fra vejledning fra andre der anses som værende "autoriteter". Jeg ved, hvor meget af vrøvlet om Necronomicon kommer fra. Dette er det samme gamle pis, som når de hævder, at Satan er en "arketype".

Necronomicon er IKKE et skønlitterært værk, og det blev heller ikke "opfundet af Howard Phillips Lovecraft.". For det første blev HP Lovecraft født den 20. august 1890 og døde den 15. marts 1937.

Ok, til de selvudnævnte autoriteter - hvis han blev født i 1890, hvordan Helvede opfandt han så Necronomicon fra 1586? Ja, 1586, FOR DET FØRSTE. Og dette er endda bare én udgave. Der er andre udgaver, der kommer forud for denne. 1586-udgaven blev forfattet af Dr. John Dee. I ved, ham, der bragte os de enokianske kald. Hvis man faktisk tog sig tid til at læse fororde i denne bog, skrevet af Dr. Joseph Talbet, Ph.D., D. Litt, Harvard University, afsløres den SANDE historie om denne kraftfulde GRIMOIRE:

Her er nogle uddrag fra 1586-udgaven af Necronomicon (oversat til dansk):

"Necronomicon er primært kendt af offentligheden grundet Howard Phillips Lovecrafts skrifter. Ordet "Necronomicon" er titlen på en græsk oversættelse lavet omkring 950 e.kr. af Theodoras Philetas fra et originalt arabisk manuskript. En latinsk udgave af den græske oversættelse blev lavet af Olaus Wormius i 1228 e.kr. Den oprindelige arabiske titel for værket var "Kitab al Azif", som groft kan oversættes til "Bogen af Ørkenjinnernes (eller dæmonernes) Øder. Navnet "Necronomicon", hvilket den latinske udgave bevarer, betyder noget i retning af ting vedrørende de dødes skikke, praksis eller love. Nekros er latin for "døde" og nomos betyder skikkene, praksis eller lov."
"Den oprindelige forfatter skulle have været en araber ved navn Abdul al Azrad, der angiveligt døde omkring 738 e.kr. i Damaskus. Døden kom som følge af at være blevet revet i stykker på gaden af usynlige væsener. Navnet er sandsynligvis en fejloversættelse, da ingen araber med respekt for sig selv ville have haft et sådant navn. Det sande navn var sandsynligvis Abd Al Azrad. På arabisk er navnet mere en slags titel betydende "slave for fortæreren" eller "tilbeder af den store fortærer", hvilket angiveligt hentyder til de Store Ældre."

"John Dee-oversættelsen af Necronomicon genoptrykt i dette værk kommer fra samlingen på Widener Library ved Harvard University. Bogen var en del af Harry Elkins Wideners personlige bibliotek, den amerikanske millionær og grundlægger af Widener Library. Hr. Widener erhvervede denne tekst i 1912, kort før han gik ombord på Titanic. Bogens bind er originalt men meget krakeleret og spaltet. Teksten er fuldstændig, men mange sider er adskildte, og andre smuldrer. Der arbejdes nu på at restaurere bogen, og den er blevet bevaret digitalt som en del af denne indsats."

NECRONOMICONS HISTORIE:

"Al Azif - på arabisk, skrevet af Abd al-Hazrad ca. 730 e.kr. Originalen er ukendt, men talrige manuskriptudgaver blev i lang tid cirkuleret mellem forskellige middelalderlige lærde. Så tidligt som det 12. århundrede anså man denne udgave for at være gået tabt."

"Necronomicon - På græsk, oversat af Theodoras Philetas ca. 950 e.kr. Der kendes ikke til forekomster af tidlige håndskrevne udgaver. Massetrykning af udgaver i Italien i sommeren 1501 i en folio-størrelsesudgave førte til kraftig stigning af religiøs undertrykkelse udført af kirken. Bogen blev forbudt af kirken og inkluderet i Index Expurgatorius af Pave Gregor IX. Det sidst kendte eksemplar af denne udgave vides at være blevet brændt i Salem i 1692."

"Voynich-manuskriptet - på latin og græsk med arabisk skrift. Oversætter ukendt, ca. år 1020. Et ukendt antal af dette manuskript blev produceret, sandsynligvis i Rumænien. Kun tre eksemplarer vides at have eksisteret."

"Necronomicon - på latin af Olaus Wormius, ca. 1228 e.kr. Først cirkuleret håndskreven, så trykt i Mainz, Tyskland omkring slutningen af det 15. århundrede som et sort brevfolio".

"Necronomicon - på engelsk, oversat af John Dee ca. 1586. En præcis men renset udgave af den græske udgave. Kun trykt i mindre mængder af private forlag. Afskrifter vides også at have eksisteret. Det er fra denne udgave, at dette genoptryk kommer fra."

"Necronomicon - på latinsk, ca. 1630. Et genoptryk af dårlig kvalitet af den latinske version fra 1228. Udgivet af en ukendt forlægger i Spanien.

"Al Azif - Ye Booke Of Ye Arabe - På engelsk, oversætter ukendt, ca. 1590. En ufuldstændig og rodet tekst. Cirkuleret i manuskriptform. Der blev sandsynligvis skrevet mindre end ti af disse manuskripter nogensinde."

"Cultus Maleficarum - på engelsk, oversat af Baron Fredric, ca. 1597. En delvis oversættelse af den latinske tekst. Udgivet i Sussex, England."

"Necronomicon" betyder "Døde Navnes Bog". Med kristendommens indgreb og dominans, var navnene på de oprindelige hedenske Guder døde. Med andre ord, brugte kun få mennesker dem. Selv for folk med meget begrænset viden inden for det okkulte, er det lysende klart, at denne tekst ikke er et fiktivt værk. Desuden har der været tragiske konsekvenser for nogle stykker, der eksperimenterede med denne bog på den forkerte måde. "Guderne" er virkelige væsener, men, som med andre gamle tekster vedrørende det okkulte, er der en anden side til skrifterne - allegorierne. Dem, som tager skrifterne bogstaveligt, opnår ofte ikke de resultater, de forventede eller ønskede. Med alt inden for såkaldt religion er der et sandt og et falsk aspekt; det virkelige og det kunstige. Dette kan åbenlyst ses i satanisme versus kristendommen. Alt i kristendommen er falsk og kunstigt.

Necronomicons sande formål er at fungere som en grimoire til åbningen af sjælen. "Leviathan" og "Cthulhu" er navne for kundalinislangen, der "ligger sovende og drømmende". "Narayana", hvilket formentlig er et af de ældste navne for Cthulhu, ses også i det østindiske hinduistiske "Mahâbhârata", hvilket er flere tusinde år gammelt.

Necronomicon er en meget kraftfuld grimoire. Så meget viden er blevet systematisk ødelagt og konfiskeret, men Satan og hans Dæmoner har bevaret næsten alt til den dag i dag. De uinviede opfatter skrifterne bogstaveligt. Jo tættere man kommer på Satan, og jo mere kendskab man har til sataniske symboler og sand satanisme, desto mere vil man se ting for, hvad de virkelig er; allegorier, der afslører antik og kraftfuld viden.

Necronomicon oversættes som "Døde Navnes Bog". De udenforstående opfatter dette som nekromantik. Dem, som kender sandheden, forstår, at bogen ikke handler om nekromantik men om at arbejde med navne, der ikke har været blevet brugt i tusindvis af år; således - "døde". Disse "navne" er kraftord, når de vibreres korrekt.

Mange grimoirer gør brug af kodeord. Den eneste måde, hvorpå man kan forstå disse, er enten gennem guddommelig vejledning, hvilket gives fra Satan og hans Dæmoner, eller fra en discipel, der allerede har modtaget dette. Det meste af 1586-udgaven af Necronomicon har at gøre med at åbne chakraerne og hæve kundalinien. Den "Gale Araber" hævede sin kundalini, hvilket åbnede hans sind og sjæl og gjorde ham "gal". Med andre ord, kan for meget spirituelt input for tidligt, for visse personer, være et problem, der forhindrer én i at bevare fornuften. "Afbrændingen" af seglene og sådan i Necronomicon repræsenterer afbrænding af chakraernes segl og derved rensningen af disse gennem kundalinien. Abd-al-Hazrads galskab og oplevelser kom som følger af at have åbnet sine chakraer og fra kundalinien.

Symbolerne i 1586-udgaven af Necronomicon er reelle alkymiske symboler, hvilket ikke adskiller sig fra de goetiske Dæmoners segl. De har kraft, når de anvendes korrekt.

Det samme gælder tarotten. De udenforstående (mange af de dersens New Agere) udgraver konstant gamle egyptiske grave og under sfinksen i søgning efter skriftruller, der angiveligt blev efterladt der og gemt af Thoth. Dem af os, der er Satan nær, ved, at Thoths skrifter og budskab er foran os lige nu og for det første findes i tarotten. De udenforstående kan ikke se de dybere betydninger, da dette kun kan komme gennem Satan.

Historikere kværulerer hele tiden over Akhenatons formodede sygdom, som forårsagede hans slangeagtige træk. Ingen kan se det alkymiske budskab med mand/kvinde hermafroditten, der symboliserer foreningen af de mandlige og kvindelige chakraer, der også fører til Magnum Opus. De udenforstående tager ting bogstaveligt. De overser også fuldstændig slangens betydning.

De Ældre og De Gamle er en allegori. "Gud(er)" = kodeordet for chakra(er).

Dette er alt sammen avanceret. Når først du kender kodeordene, vil du være i stand til at se betydningerne. Det er en anderledes måde at læse på.

For at komme tilbage til Necronomicon, så er Simon-udgaven blevet ændret, og det er symbolerne også. Dette betyder ikke, at bogen er fiktiv; den er bare blevet ændret og forvansket.

For at slutte af - på nuværende tidspunkt (jeg skriver mere om dette senere) har næsten alt det "okkulte" sit fundamendt i spirituel alkymi. Hver eneste fortælling om Guderne er en allegori. Folk, som er avancerede i forhold til viden, ved dette. Spirituel viden blev skjult over århundrederne på grund af angreb på verden udført af institutioner som den store skamplet kaldet kristendommen, der stadig rådner spiritualitet til den dag i dag.

Mange satanister ved det ikke, men rødderne og grundlaget for satanisme er blevet bevaret i Fjernøsten. Mange af disse kom senere til Egypten, såsom mantraet "Ohm" der korrekt vibreres "AUM", der udviklede sig til "Amon" og så blev stjålet og forvansket til "Amen". "Venstrehåndsvejen" stammer fra Tantra, der står for faktisk at gøre noget i stedet for at afholde sig som på "Højrehåndsvejen".