Der findes ingen præcis dato for Inkvisitionens begyndelse. De fleste kilder er enige om, at den begyndte under de første seks år af den katolske pave Gregor IX' regeringstid, mellem 1227 og 1233. Pave Gregor IX, der regerede fra 1227 til 1241, kaldes ofte "Inkvisitionens fader".

Inkvisitionen var en kampagne af tortur, lemlæstelse, massemord og ødelæggelse af menneskeligt liv begået af kristne og deres jødiske rod. Kirken fik mere og mere magt, indtil den havde total kontrol over menneskeliv, både verdslige og religiøse. Vatikanet var ikke tilfreds med de regionale lederes fremskridt med at udrydde kætteri. Pave Innocens III bestilte sine egne inkvisitorer, som var direkte under hans ledelse. Deres autoritet blev officielt erklæret i den pavelige bulle fra den 25. marts 1199.⁷ Innocens erklærede, at "enhver, der forsøgte at udlægge en personlig holdning til Gud, der var i modstrid med kirkens dogmer, skulle brændes uden medlidenhed."⁸

For at lette inkvisitorenes arbejde dekreterede pave Innocens IV i 1248, at anklagerne kunne forblive anonyme, hvilket forhindrede ofrene i at konfrontere dem og forsvare sig selv. Mange kirker havde en kiste, hvori informanter kunne lægge skriftlige anklager mod deres naboer. Han godkendte og bifaldt tre år senere officielt tortur som en metode til at udvinde tilståelser for kætteri.⁹
Ofre blev tortureret i ét rum og derefter, hvis de tilstod, ført fra kammeret og ind i et andet rum for at tilstå over for inkvisitorene. På denne måde kunne man hævde, at tilståelserne var blevet givet uden brug af magt. Den inkvisitionelle lov erstattede den almindelige lov. I stedet for "uskyldig indtil det modsatte er bevist", hed det "skyldig indtil bevist uskyldig".

Inkvisitorerne blev meget rige og modtog bestikkelser fra de velhavende, der betalte for at undgå retsforfølgelse. Kirken gik først og fremmest efter de velhavende og konfiskerede deres ejendom, jord og alt, hvad de havde haft i flere generationer. Inkvisitionen overtog alle ofrenes ejendele efter anklagen. Der var meget lidt, om nogen, chance for at bevise sig uskyldig, så på denne måde blev den katolske kirke meget rig. Pave Innocens hævdede, at siden "Gud" straffede børn for deres forældres synder, at de derfor ikke havde ret til at være retmæssige arvinger til deres forældres ejendom. Medmindre deres børn kom frem og afslørede deres forældre, blev de efterladt tomhændede. Inkvisitorerne anklagede endda de døde for kætteri, i nogle tilfælde op til 70 år efter døden. De opgravede og brændte ofrets knolger og konfiskerede al ejendom fra deres arvinger og efterlod dem tomhændede.

Inkvisitorenes handlinger havde katastrofal indvirkning på økonomien, der gjorde hele samfund fuldstændig forarmede, mens kirken svømmede i rigdom. De forkrøblede også økonomien ved at holde visse erhvev under mistanke. Inkvisitorer mente, at det trykte ord var en trussel mod kirken og blandede sig derfor i kommunikationen, der fulgte med opfindelsen af trykpressen i det 15. århundrede. Kort, kartografer, rejsekøbmænd og handlende blev alle sat under intens mistanke som en trussel mod kirken.

Selvom kirken var begyndt at myrde mennesker, den anså for værende kættere i det 4. århundrede og igen i 1022 ved Orléans, fastholdt de pavelige vedtægter i 1231, at kættere skulle lide døden ved ild. Ved at brænde mennesker ihjel, forhindrede dette blodspild.

Johannesevangeliet 15:6
Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Gren og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brændes.

Den grad af pædofili, man kan se i dag, er blot et lille eksempel på sindssygen og de fleste kristnes forvredne sind, og hvad enhver magt, de opnår, fører til.

Hekseforfølgelserne i 1450-1750 var, hvad R.H. Robbins (The Encyclopedia of Witchcraft and Demonology) kaldte "den vestlige civilisations mest chokerende mareridt og modbydeligste kriminalitet og skam." I løbet af denne 300-års periode optrappede kirken massemordene og den systematiske tortur af uskyldige mennesker. Torturbødler fik så meget tid, de havde brug for, til at torturere deres ofre. De fleste domstole forlangte, at ofret skulle barberes grundigt før torturen, da de hævdede, at enhver Dæmon, der ikke blev opdaget i ofrets kropsbehåring, kunne gribe ind og dæmpe for smerten, som torturbødlerne påførte, eller svare for ofret.¹¹

Læger var til stede, hvis det så ud til, at ofret var ved at dø af torturen. Ofret fik i sådanne tilfælde lov til at komme sig en smule, før yderligere tortur blev påført. Hvis ofret døde under torturen, hævdede inkvisitorene, at Djævelen greb ind med henblik på at skåne ofret for yderligere smerte eller forhindre dem i at afsløre deres hemmeligheder.¹² Folk, der besvimede, fik eddike hældt ind ad næseborene for at blive genoplivet. Ofrets familie blev i henhold til loven krævet at tilbagebetale domstolene for torturens omkostninger. Hele godser blev beslaglagt af kirken. Præster velsignede torturredskaberne forud for deres brug. Visse redskaber blev brugt for at påføre maksimal smerte. Her er de uomtvistelige beviser for det syge, kristne sind:

Judasvuggen

Ofret blev hevet op med et reb eller en kæde og derefter sænket til spidsen. Torturbødlen kontrollerede trykket ved at fastgøre vægte til ofret, ved at rokke ofret frem og tilbage eller ved at hæve og så give slip på ofret, så ofret faldt ned på spidsen.

Brodequin (støvlerne) Brodequinnen blev brugt til at knuse benene ved enten at stramme anordningen med håndkraft eller ved at bruge en hammer til at banke kilerne ind og dermed smadre knoglerne, indtil knoglemarven sprøjtede ud. Folk, der besvimede, blev yderligere fordømt, da det at besvime var et trick fra Djævelen til at undgå smerter.

Afbrænding af fødderne Olie og svinefedt blev hældt over fødderne, inden man ristede dem over ild. En skærm blev brugt til at styre eller øge smerten, da eksponering for ilden blev slået til og fra for maksimal lidelse. Som en variation, blev nogle af ofrene tvunget til at bære store læder- eller metalstøvler, hvori der hældtes kogende vand eller smeltet bly.

Hængning og strappadoen

Ofrets blev bagbundet og derefter hevet op til loftet af torturkammeret med en trisse og et reb. Forvridning fulgte. Kristne foretrak denne metode, da den ikke efterlod synlige spor af tortur. Tunge vægte blev ofte fastspændt til ofret for at øge smerten og lidelsen. Squassation var en mere ekstrem udgave af denne torturmetode. Denne metode indebar at fastgøre hundredevis af kilo tunge vægte, hvilket rev lemmerne ud af deres led. Bagefter slap den kristne inkvisitor hurtigt rebet, så ofret faldt ned på gulvet. I det sidste sekund, hev den kristne inkvisitor igen i rebet, hvilket rev næsten hver knogle i ofrets krop ud af led. Fire gentagelser af dette blev anset for værende nok til at dræbe selv det stærkeste offer.

Mange blev også hængt på hovedet, indtil kvælning fulgte.

Kættergaflen

Dette redskab blev brugt til at lukke munden på ofret på vej til brændepælen, så de ikke kunne afsløre, hvad der var sket i torturkammeret eller på nogen måde forsvare sig.

Flænsning af kødet

Kristne præster glædede sig ved at afrive og flænse ofrets hud. Den katolske kirke lærte, at et menneske kunne holde sig i live, helt indtil huden blev skrællet af ned til taljen når flået levende. Flænserne blev ofte opvarmet til punktet, hvor de var rødglødende, og derefter brug på kvinders bryster og kønsdelene på både kvinder og mænd.

Brystflænsere

Jernstolen var spækket med pigge. Ofret blev fastspændt nøgen, og et bål blev tændt under stolen. Tunge genstande blev også anvendt. Disse blev placeret på ofret for at øge smerten fra piggene. Slag med køller blev også anvendt. Andre torturredskaber blev ofte anvendt sammen med stolen, såsom de kødflænsende tænger vist ovenfor og benknusende skruestikker.

Kranieknuseren
Dette redskab taler for sig selv. Kristne præster foretrak dette redskab, da det ikke efterlod tydelige spor, medmindre kraniet blev fuldstændig knust, hvilket forekom.

Strækkebænken

Strækkebænken var endnu et redskab, der blev brugt i udstrakt grad. Fremgangsmåden var at placere det nøgne, eller næsten nøgne, offer vandret på strækkebænken. Tove blev brugt til at binde armene og benene som en årepresse. Knuden kunne blive jævnt snoet for at stramme tovene og strække ofret til punktet, hvor muskler og ledbånd sønderflængede, og ben brækkede. Tunge genstande blev ofte placeret på ofret for at øge smerten. Dette blev af kirken anset for at være "en af de mildere former for tortur".

Hjulet

Det nøgne offer blev strakt ud, lagt med ansigtet nedad mod jorden eller på henrettelsesblokken med strakte arme og spredte ben og bundet til pæle eller hjernringe. Tværstykker af træ blev anbragt under håndled, albuer, ankler, knæ og hofter. Inkvisitoren smadrede derefter led efter led, herunder skuldrene og hofterne, med jernkanten af hjulet. Inkvisatoren var forsigtig med ikke at dræbe ofret. Der var splinter fra smadrede knogler, det sprøjtede med blod over det hele, og hele ofrets skelet blev knust og smadret. De knuste lemmer blev derefter "flettet" ind i det store hjuls eger.

Hjulet må være et af de mest grusomme af alle torturredskaber. Idéen er, at ofrenes lemmer knuses og sammenflettes omkring egerne i hjulet.

Tommelskruen Tommelskruen var et redskab, hvori ofrets tommelfingre blev placeret og systematisk knust. Lignende redskaber blev brugt på tæerne. Tommelskruer blev ofte anvendt sammen med strappadoen og andre torturredskaber for at påføre mere smerte.

Vandtortur Ofret blev klædt af og bundet til en bænk eller et bord, hvorefter en tragt blev isat og presset ned i halsen. Kander af vand blev hæld i tragten, mens inkvisitorer klemte næsen, hvilket tvang ofret til at sluge. Når dette var blevet gentaget nok gange til, at ofrets mave var lige ved at briste, blev bænken eller bordet vippet, så ofrets hoved vendte nedad. Vandet i maven lagde et smertefuldt pres på ofrets lunger og hjerte. Der var ikke kun utrolig smerte som følge af dette, men også følelsen af kvælning. Inkvisitorer slog også på maven med køller, indtil de indre organer bristede. I en anden variation blev ofret tvunget til at sluge store mængder vand sammen med knudet tråd. Tråden blev derefter voldsomt hevet ud af ofrets mund, hvilket resulterede i frigørelse af organerne.

The Iron Maiden - også kendt som "Jomfru Maria" Forsiden af dette redskab forestillede "Jomfru Maria". På indersiden var der pigge, skarpe knive eller søm. Håndtag flyttede statuens arme, hvilket knuste ofret mod knivene og sømmene.

Andre redskaber og metoder:

• Tvangsfordring af oversaltet mad, der resulterede i ekstrem tørst, efterfølgende benægtelse af vand.

• Nedsænkning i skoldende vand blandet med lime.

• To inkvisitorer, der hev ofret frem og tilbage med tove bundet til en spids jernkrave. Dette rev huden af ofrets hals. Variationer omfattede skruer, der kunne strammes.

• Bønnestolen. En bræt med spyd, hvorpå ofret blev tvunget til at knæle. 

• Langsom ristning af ofre over ild.

• "Gåtur med en Heks" - dette indebar at tvinge et offer til at gå frem og tilbage i dagevis, indtil personen var totalt udmattet. En variation af dette var at få ofret til at sidde på tværs på en træstol, hvilket forhindrede bevægelse og søvn. Nogle af ofrene var helt op til 80 år.

• "Thrawing". Svarende til den spidse jernkrave, med undtagelsen af at der i dette tilfælde blev brugt et reb bundet stramt omkring hovedet. Ofret blev hevet frem og tilbage.

• "Turkaer". Dette var en variation af tænger, der blev brugt til at trække fingernegle ud.

• Mange blev smidt i beskidte fangehuller uden lys eller menneskelig kontakt. Desuden blev de ofte lænket fast.

• En gammel tro var, at afblødning af en heks foretaget over munden og næsen ville bryde en besværgelse. Dette fik inkvisitorene til at flænse huden, prikke med nåle samt andre redskaber på ofrets ansigt.

Galileo Galileo, den berømte, italienske astronom og fysiker, var en af de mest berømte ofre for inkvisitionen. Et brev, hvori han forsøgte at demonstrere den kopernikanske teori om, at Jorden ikke er universets centrum, blev fremsendt af nogle af hans fjender til inkvisitorer i Rom. Han blev retsforfulgt i 1633 og fundet skyldig i kætteri. Han blev tvunget til at afsværge (offentligt tilbagetrække sin erklæring) og blev dømt til livsvarigt fængel i form af husarrest. I 1979 erklærede pave Johannes Paul III, at den romerske katolske kirke "muligvis havde fejlfordømt ham", og han etablerede en komission til at undersøge sagen.13 I 1993 benådede den katolske kirke "officielt" Galileo. Med andre ord tilgav de ham for at undervise i det faktum, at planeterne kredser om Solen og ikke Jorden.

Tab af menneskeliv:

• Salzburg, Østrig, 1677-1681 - over 100 myrdet.

• Pyrenæernes basiske region - 1608 - Advokaten Pierre de Lancre blev sendt til regionen for at "udrydde og destruere dem, der tilbad Hedenske Guder". Over 600 blev tortureret og myrdet.

• Heksedommer Henri Boguet - 1550-1619 - sendte nogle 600 ofre i døden i Bourgogne. Mange af dem var små børn, der systematisk blev tortureret og derefter brændt levende.

• En gravid kvinde blev brændt levende og fødte som følge af traumerne inden hun døde. Barnet blev kastet tilbage i flammerne.

• Den svenske by Mora - 1669 - mere end 300 myrdet. Blandt dem, 15 børn. 36 børn mellem alderen 9 og 15 blev tvunget til at løbe spidsrod og blev slået med stæner på deres hønder en gang om ugen i et helt år. Tyve af de yngste børn, alle under en alder af 9, blev pisket på deres hænder ved kirkedøren i tre søndage i træk. Mange flere blev alvorligt banket for beskyldninger om hekseri.

• Under Oliver Cromwells hersken i Skotland blev i alt 120 myrdet på en enkelt måned i 1661. Skøn over det samlede antal døde har været helt oppe på 17.000 mellem 1563 og 1603.

• I Würzburg, Tyskland, skrev kansleren en grafisk beretning i 1629: "...der er 300 børn under fire år, der siges at have haft samleje med Djævelen. Jeg har set syvårige børn henrettet og tapre små lærde i 10-, 12-, 14- og 15-års alderen..." I årene mellem 1623 og 1633 blev omkring 900 "hekse" henrettet i hele Würzburg. Dette blev stort set varetaget af jesuitterne.

• Trèves' kronikør rapporterede i 1586, at hele den kvindelige befolkning i to landsbyer blev udryddet af inkvisitorer. Kun to kvinder blev efterladt i live.

• Der er også sagen vedrørende Tempelridderne, herunder Joan d'Arc, der blev lænket ved halsen, hænder og fødder og så låst inde i et trangt jernbur, Galileo, der erklærede, at planeterne kredsede om Solen og ikke var universets centrum, som kirken lærte (se ovenfor).

De ovenstående beretninger blev taget fra Cassel Dictionary of Witchcraft af David Pickering.

Søndag den 12. marts 2002 undskyldte pave Johannes Paul II for "sin kirkes fejl i de sidste 2000 år".

REFERENCER:

¹The Dark Side of Christian History af Helen Ellerbe, s. 124
²Cassel Dictionary of Witchcraft af David Pickering, artikel ved navn "Germany", s. 108
³Cassel Dictionary of Witchcraft af David Pickering, artikel ved navn "Inquisition", s. 146
⁴ World Book Encyclopedia artikel ved navn "Inquisition." ©1989
⁵ Wizards and Sorcerers af Tom Ogden, artiklen ved navn "Inqusition."
⁶ The Dark Side of Christian History af Helen Ellerbe, s. 77
⁷Wizards and Sorcerers by Tom Ogden, artikel ved navn "Inquisition."
⁸The Dark Side of Christian History af Helen Ellerbe, s. 77
⁹Wizards and Sorcerers af Tom Ogden
¹⁰The Dark Side of Christian History af Helen Ellerbe, s. 80
¹¹Cassel Dictionary of Witchcraft af David Pickering, artikel ved navn "Torture."
¹²Cassel Dictionary of Witchcraft af David Pickering, artikel ved navn "Torture."
¹³World Book Encyclopedia artikel ved navn "Galileo." ©1989

TILBAGE TIL: AFSLØR KRISTENDOMMEN