Følgende er et uddrag fra "The White Man's Bible" af Ben Klassen:

EN JØDES AFSLØRINGER - DE KATASTROFALE KONSEKVENSER VED PAULUS FRA TARSUS OG KRISTENDOMMENS ØDELÆGGELSE AF DEN ROMERSKE CIVILISATION.

Følgende blev skrevet af Marcus Eli Ravage, en jødisk forfatter (1884-1965). Det blev udgivet i det nu nedlagte Century Magazine, i udgaven fra februar 1928. Det er så tydeligt, så direkte, og konsekvenserne er så vidtrækkende, at den fulde katastrofe, som så udtrykkeligt præciseres heri, helt undslipper den gennemsnitlige omtågede hvide kristnes bevidsthed. Her er er overskriften og teksten af Ravages artikel:

A REAL CASE AGAINST THE JEWS

Selvfølgelig harmes I over os. Det nytter ikke at fortælle mig, at I ikke gør. Så lad os ikke spilde tid på benægtelser og alibier. I ved det, og jeg ved det, og vi forstår hinanden. Det bebrejder jeg jer ikke for.

Velsign min sjæl, jeg bebrejder ikke nogen for ikke at bryde sig om nogen. Det, der fascinerer mig ved dette anti-jødiske halløj, er jeres totale mangel på beslutsomhed. I er så indirekte og upræcise om det, I kommer med så transparante undskyldninger, og I lader til at være så ramt af selvbevidsthed, at det ville være irriterende, hvis ikke opvisningen ikke var grotesk.

Og I er jo ikke amatører: I har gjort det i over femten århundreder. Ved at betragte jer og høre jeres barnlige påskud kunne man alligevel få det indtryk, at I ikke selv ved, hvad det handler om. I harmes ved os, men I kan ikke klart sige hvorfor. I finder på en ny undskyldning - en grund, som I kalder det - hver anden dag. I har samlet på retfærdiggørelser i århundreder, og hver eneste ny opfindelse er mere latterlig end den foregående, og hver ny undskyldning modsiger og tilintetgør den foregående. For ikke så mange år siden plejede jeg at høre, at vi var pengegriske og komercielle materialister. Klagen, der nu hviskes rundt er, at ingen kunst eller noget erhverv er sikret mod jødisk invasion. Hvis man skulle tro på jer, skulle vi samtidig være klanagtige, eksklusive og uassimilerbare, fordi vi ikke vil gifte os med jer, og at vi er bestigere og skubbebåde af samt en trussel mod jeres raceintegritet.

Vores levestandard er så lav, at vi skaber jeres slumkvarterer og svedindustrier, og så høj, at vi fortrænger jer ud af jeres bedste boligområder. Vi unddrager os vores patriotiske pligt i krigstid, fordi vi er pacifister af natur og tradition, og vi er ærkeplanlæggere af universelle krige og samtidig dem, der drager størst fordel af disse krige (se "Zions Vises Protokoller").

På den side er vi grundlæggerne og de førende tilhængere af kapitalisme, og på den anden side er vi de ledende gerningsmænd til oprøret mod kapitalismen. Historien indeholder helt sikkert intet så alsidigt som os! Og, åh! Jeg glemte næste grunden til grundene. Vi er det stivnakkede folk, der aldrig accepterede kristendommen, og vi er det kriminelle folk, der korsfæstede sit grundlægger.

Men jeg siger jer, I er selvbedragere. I mangler enten selverkendelsen eller fyrigheden til at se kendsgerningerne i øjnene og indse sandheden. I harmes ikke over jøden, fordi han, som nogle af jer lader til at tro, korsfæstede Jesus, men fordi vi skabte ham. Jeres virkelige horn i siden på os kommer af, at vi har afvist kristendommen men har pålagt jer den! Jeres løse, modstridende anklager mod os er ikke intet i forhold til vores beviste historiske forbrydelse. I beskylder os for at starte revolution i Moskva. Antag, at vi indrømmer anklagen. Hvad så? Sammenlignet med det, som Paulus, jøden af Tarsus, gjorde i Rom, er den russiske omvæltning et simpelt gadeslagsmål. I bliver så rasende over den uretmæssige jødiske indflydelse på jeres teatre og filmpaladser. Godt så - da jeres klage er velbegrundet. Men hvad er dét i forhold til vores overvældende indflydelse på jeres skoler, jeres love og jeres regeringer og selv tankerne, der strømmer gennem jeres hoveder hver dag? En kluntet russer forfalsker nogle papirer og udgiver dem i en bog kaldet "Zions Vise Protokoller", som viser, at vi planlagde at bringe den seneste verdenskrig på bane. I tror på den bog. For argumentets skyld, vil stå inde hvert et ord i bogen. Den er ægte og autentisk. Men hvad er dét ved siden af den ubestridelige historiske sammensværgelse, som vi har udført, som vi aldrig har benægtet, fordi I aldrig havde modet til at sigte os for den, og om hvilken den fulde historie stadig er bevaret, så folk kan læse den?

Hvis I virkelig mener det alvorligt, når I taler om jødiske sammensværgelser, vil I så tillade mig at rette jeres opmærksomhed mod en, der er værd at tale om? Hvad nytter det at spilde ord på jødiske finansfolk, avisejere og filmstormænds påståede kontrol over jeres offentlige mening, når I lige så godt kan beskylde os for de jødiske evangeliers beviste kontrol over hele jeres civilisation?

I er ikke begyndt at sætte pris på den sande dybde af vores skyld. Vi er ubudne gæster. Vi er forstyrere. Vi er nedbrydere. Vi har taget jeres naturlige verden, jeres idealer og jeres skæbne og har skabt kaos ud af dem. Vi har stået bag ikke blot den seneste store krig men næsten alle jeres krige, og ikke kun den russiske men også hver eneste anden store revolution i jeres historie. Vi har bragt splid, forvirring og frustration ind i jeres personlige og offentlige liv. Vi gør det stadig. Ingen kan fortælle jer, hvor længe vi vil blive ved med at gøre det. Kig lidt tilbage og se, hvad der er sket. For nittenhundrede år siden var I en uskyldig, sorgløs, hedensk race. I tilbad utallige guder og gudinder, luftens ånder, vandløbene og skoven. I satte en ublu ære i herligheden ved jeres nøgne kroppe. I udhuggede billeder er jeres guder og den forjættende menneskelige figur. I frydede jer med kamp på arenaen, i felten og i slagmarken. Krig og slaveri var fastsatte institutioner i jeres systemer. I fandt fryd ved det herlige udendørs bjergskråninger og dale og tog jer tid til at spekulere om livets under og lagde grundstenene for naturvidenskab og filosofi. Jeres kultur var ædel, sensuel og uberørt af de smertefulde rædsler ved social samvittighed eller sentimentale spørgsmål om menneskelig lighed.

Hvem ved, hvilken stor og hellig skæbne kunne have været jeres, hvis vi havde ladt jer være? Men vi lod jer ikke være. Vi tog jer og nedrev den smukke og generøse struktur, I havde opdrættet, og ændrede hele jeres histories gang. Vi erobrede jer, som intet af jeres imperier nogensinde havde underkuet Afrika eller Asien. Og vi gjorde det hele uden hære, uden kugler, uden blod eller uro, uden magtanvendelse af nogen art. Vi gjorde det alene gennem vores ånds uimodståeligt magt, med ideer og propaganda. Vi gjorde jer til de villige og ubevidste formidlere af vores mision til hele verden, både til Jordens barbariske racer og til alle de utallige ufødte generationer. Uden helt at forstå, hvad vi gjorde mod jer, blev I agenterne for vores racemæssige tradition ved at transportere vores evangelie til jordens uddforskede ender. Vores stammeskikke er blevet kernen i jeres moralkodeks. Vores stammelove har udformet jeres ærværdige forfatninger og retssystemer. Vores legender og vores folkeeventyr er de hellige sagn, I nynner for jeres spædborn. Vores digtere har fyldt jeres salmebøger og bønnebøger. Vores nationale historie er blevet en uundværlig del af jeres pastorer, præster og lærdes. Vores konger, vores statsmænd, vores profeter og vores krigere er jeres helte. Vores oldgamle lille land er jeres Hellige Land. Vores nationale litteratur er jeres Hellige Bibel. Hvad vores folk troede og lærte er uløseligt blevet vævet ind i selve jeres tale og tradition til det punkt, hvor ingen af jer, der ikke er bekendt med vores racearv, kan kaldes uddannede. Jødiske håndværkere og jødiske fiskere er jeres lærere og jeres helgener, hvor utallige statuer er blevet udhugget fra deres billede, og utallige katedraler er blevet bygget i deres minde. En jødisk jomfru er jeres ideelle form for moderskab og kvindelighed. En jødisk rebelprofet er den centrale figur i jeres religiøse tilbedelse. Vi har nedstyrtet alle jeres idoler, bortkastet jeres racearv og har erstattet det hele med vores Gud og vores traditioner. Ingen erobring i historien kan tilnærmelsesvist sammenlignes med vores rene erobring af jer.

Hvordan gjorde vi det? Næsten ved et uheld. For næsten to tusinde år siden, i det fjerne Palæstina, var vores religion faldet i forfald og materialisme. Vekselerere var i besiddelse af templet. Fordærvede, selviske præster snød vores folk og blev fede. Så rejste en ung patriotidealist sig op og tog rundt i landet for at opfordre til en genoplivning af tro. Han havde ikke tænkt på at oprette en ny kirke. Ligesom alle profeterne før ham var hans eneste mål at rense og revitalisere den gamle trosbekendelse. Han angreb præsterne og dræv vekselererne fra templet. Dette bragte ham i konflikt med den etablerede orden og dens bærende søjler. De romerske myndigheder, som var i besættelse af landet, frygtede hans revolutionære agitation som værende en politisk indsats for at fortrænge dem og arresterede ham, sigtede ham og dømte ham til døden ved korsfæstelse, hvilket på daværende tidspunkt var en almindelig form for henrettelse.

Følgerne af Jesus af Nazaræth, som hovedsageligt var slaver og fattige arbejdere, vendte sig, i deres sorg og skuffelse, bort fra verden og dannede selv et broderskab af pacifistiske anti-modstandsfolk og delte mindet om deres korsfæstede leder og levede sammen på kommunistisk vis. De var blot en ny sekt i Judæa uden magt. Først efter romernes ødelæggelse af Jerusalem kom den nye trosbekendelse i forgrunden. Derefter udtænkte en patriotisk jøde, ved navn Paul eller Saul, ideen om at svække den romerske magt ved at ødelægge moralen eller dens soldater med doktrinerne om kærlighed og anti-modstand prædiket af den lille sekt af jødiske kristne. Han blev apostlen for ikke-jøderne; ham, som hidtil havde været en af samlingens mest aktive forfølgere. Og Paulus gjorde sit arbejde så godt, at det store imperium, der havde undertvunget Palæstina og halvdelen af verden, inden for fire måneder var en ruinhob. Og den lov, der gik ud fra Zion, blev den officielle religion i Rom.

Dette var begyndelsen af vores dominans i jeres verden. Men det var kun en begyndelse. Fra dette tidspunkt og frem består jeres historie ikke af meget mere end en kamp for herredømmet mellem jeres gamle hedenske ånd og vores jødiske ånd. Halvdelen af jeres krige, store og små, er religiøse krige, som bekæmpes ud fra fortolkningen af et eller andet i vores lærdomme. I nåede ikke at bryde fri fra jeres primitive religiøse enkelthed og forsøge jer med den hedenske romerske lære, før Luther, bevæbnet med vores evangelier, styrtede ned til jer og igen tronede vores kulturarv. Tag de tre vigtigste revolutioner i nyere tid; den franske, den amerikanske og den russiske. Hvad andet er de end triumfen bag den jødiske idé om social, politisk og økonomisk retfærdighed? Og vi er stadig langt fra slutningen. Vi dominerer jer stadig. I netop dette øjeblik bliver jeres kirker sønderrevet af en borgerkrig mellem fundamentalister og modernister, dvs. mellem dem, der bogstaveligt talt klamrer sig til vores lære og traditioner, og dem, der med langsomme skridt stræber efter at fordrive os. I Dayton, Tennessee, forbyder et bibelopdrættet samfund undervisning i jeres videnskab, fordi den er i strid med vores gamle jødiske beretning om livets oprindelse; og Mr. Bryan, lederen af den anti-jødiske Ku Klux Klan i Democratic National Convention, kæmper sit livs kamp på vores vegne, uden at bemærke selvmodsigelsen. Igen og igen bryder Judæas puritanske arv ud i bølger af scenecensur, søndagslove og nationale forbudslove. Om mens alle disse ting sker, vrøvler I om jødisk indflydelse på spillefilm!

Er der noget underligt i, at I harmes over os? Vi har blokeret på jeres fremskridt. Vi har pålagt jer en fremmed bog og en fremmed tro, som I ikke kan synke eller fordøje, som er direkte modsat jeres indfødte ånd, som evigt holder jer dårligt tilpas, og som I mangler ånden til enten at afvise eller til fuldt ud at acceptere. Overordnet set, har I selvfølgelig aldrig accepteret vores kristne lære. I jeres hjerter er I stadig hedninge. I elsker stadig krig og udhuggede afbildinger og strid. I sætter stadig en ære i herligheden ved den nøgne menneskelige figur. Jeres sociale samvittighed er, på trods af al demokrati og alle jeres sociale revolutioner, stadig en ynkelig, ufuldkommen ting. Vi har blot delt jeres sjæle, forvirret jeres impulser og lammet jeres ønsker. I kampens hede er I blevet forpligtet til at knæle for ham, der befalede jer at vende den anden kind til og sagde "Modstå ikke ondt" og "Salige er de, som stifter fred." Midt i jeres begær for sejr bliver i pludselig grebet af et minde fra jeres søndagsskole om ikke at tage tanke for morgendagen. Når I under jeres industrielle kampe stoppede strejker uden samvittighedsnag, bliver I pludselig mindet om, at de fattige er salige, og at mænd er brødre i Herrens Faderskab. Og som I skal til at give efter for fristelsen, lægger jeres jødiske træning en afskrækkende hånd på jeres skuldre og slår det fyldte bæger væk fra jeres læber.

I kristne er aldrig blevet kristnet. Til det omfang er det ikke lykkes for os. Men vi har altid ødelagt det sjove ved hedenskab for jer. Så hvorfor skulle I ikke harmes over os? Hvis vi var i jeres sted, ville vi nok hjerteligt harmes over jer, endnu mere end I harmes over os. Men vi ville ikke lægge skjul på hvorfor. Vi ville ikke ty til kneb og gennemsigtige påskud. Med millioner af smerteligt respektable jødiske butiksejere over det hele omkring os ville vi ikke fornærme jeres intelligens og jeres egen ærlighed ved at tale om kommunisme som en jødisk filosofi. Om med millioner af hårdtarbejdende og ubemidlede jødiske kræmmere og arbejdere ville vi ikke latterliggøre os selv ved at tale om den internationale kapitalisme som et jødisk monopol. Nej, vi ville komme direkte til pointen. Vi ville genoverveje dette forvirrede, ineffektive rod, som vi kalder civilisation, dette halvt-kristne, halvt-hedenske potpourri. Var vores roller byttet om, ville vi blankt sige til jer: "Tak til jer, jeres profeter og jeres bibel for dette rod."