Omkring 100 f.v.t. opstod en lille jødisk sekt, kaldet Essærerne, omkring Det Døde Hav. Denne sekt fremmede idéer om selvnedgørelse, der var meget selvmorderiske for folk, der omfavnede denne trosretning. Hen imod slutningen af de første århundreder e.v.t. udviklede denne lære sig til kristendom, men det var stadig en rent jødisk kult. Den blev betragtet som en undergravende og destruktiv bevægelse af de generelle jødiske ledere og blev modarbejdet og forfulgt af dem. Blandt forfølgerne af den kristne kult var jøden Saulus fra Tarsus, der senere blev kristendommens Paulus. En dag, da han var i færd med at forfølge (jødiske) kristne, udtænkte han den geniale idé at ydmyge og ødelægge det mægtige romerske imperium ved at sælge denne selvmorderiske trosretning, kristendommen, til ikke-jøderne.

Denne idé udgjorde det mest betydningsfulde vendepunkt i historien. Ingen form for pest, plager, krige eller katastrofer i de efterfølgende 2000 år har forårsaget mere forfærdelig ulykke på den hvide race i verden end det, der efterfølgende skete. Saulus fra Tarsus gjorde sit arbejde så godt, at han snart fik følgeskab og blev bakket op af hele det jødiske netværk i at sælge disse selvmordiske belæringer til romerne. Jøderne gjorde det med hævn og solgte romerne visse idiotiske og selvdestruktive idéer om at "elske sine fjender", "vende den anden kind til", "sælge alt, man har, og give det til de fattige", "ikke at modstå det onde", "ikke at dømme" og mange andre selvmorderiske råd.

***
For at føje yderligere til dette, så beholdte jøderne den gamle viden om sindekraft og energimanipulation og brugte denne viden til yderligere at forcere de latterlige kristne idéer ind på livet af de ikke-jødiske folkeslag, mens de hele tiden arbejdede på at fjerne denne viden fra den ikke-jødiske befolkning og afskære os fra vores Guder. Nazaræeren blev opfundet for at distrahere og ikke andet. Folk satte deres lid og tro til idéen om frelse gennem nazaræeren, mens de mistede alle deres egne kræfter. Gennem mange generationer er den ikke-jødiske sjæl blevet frataget al spirituel kraft, mens jøderne og deres katolske/jesuitiske, ikke-jødiske håndlangere på toppen har beholdt deres og den gamle viden, som gør dem i stand til at bruge disse kræfter til at slavebinde masserne.
***

Kristus har aldrig eksisteret
Jesus Kristus opfandt eller stiftede ikke kristendommen. Alle beviser, der kan udledes fra en videnskabelig undersøgelse af autentisk historie, giver én indlysende konklusion: Der fandtes aldrig nogen Jesus Kristus, som flakkede omkring i 30 e.kr., eller deromkring, og underviste i en ny religion. Hele historien blev opfundet og opdigtet meget senere. Den blev lappet sammen af fabler, myter, stumper og stykker af andre religioner, indtil de endelig havde sat en bevægelse i gang, der fik den romerske kejser Konstantin med på vognen. Det var denne romerske kejser (som havde en kriminels sind; han myrdede sin egen kone og søn samt tusindvis af andre), der i år 313 e.kr. virkelig satte gang i kristendommen. Romerne, der altid havde været ekstremt tolerante over for alle religioner, fik nu, gennem kejser Konstantins dekret, at vide, at kristendommen nu var den øverste religion i imperiet, med udelukkelse af alle andre.

Den kristne æras begyndelse fandt Rom i nær højden af hendes civilisation. Hendes overherredømme i den dengang kendte verden var temmelig ubestridt, og det var begyndelsen af en lang periode med fred. For at være specifik, så varede Pax Romana (romersk fred) cirka 200 år og begyndte med kejser Augustus' regeringstid. Rom var yderst kultiveret. Der var mange store forfattere, forskere, historikere, billedhuggere og malere, for at ikke at nævne andre fremragende mænd af filosofi og læring. Men det er meget mærkeligt, at vi, på trods af den store uro og fanfare, der angiveligt indvarslede Kristi fødsel og også hans korsfæstelse (ifølge Bibelen), ikke finder en eneste historiker eller forfatter fra den æra, som tog sig tid til at fortælle eller berette om netop dette i sine skrifter. Foruden de fabrikerede bibelske skrifter har ikke én eneste romersk historiker, forfatter eller dramatiker efterladt den mindste antydning af at have den fjerneste bevidsthed om, at dette angiveligt største af alle store væsener var i deres midte og prædikede det, der hævdes at være det største af alle de nye evangelier. Hvor Cæsar efterlod omfangsrige skrifter, der stadig er bevaret til den dag i dag og kan studeres af vores skoledrenge- og piger, har kristus, som angiveligt skulle vidergive den den største besked, verden nogensinde har kendt til, til eftertiden, ikke selv efterladt det mindste stykke papir med noget, han havde skrevet. Den bibelske litteratur bekræfter faktisk dette selv og nævner blot, at han en enkelt gang skrev i sandet.

I dag står det os frit for at studere Ciceros store taler og skrifter. Han har efterladt over 800 breve bag sig, som vi til denne dag kan studere. Vi kan studere hele bøger om, hvad Marcus Aurelius skrev, vi kan studere Aristoteles' skrifter, Platos skrifter og snesevis af andre skrifter, der var samtidige med den første begyndelse af den kristne æra, eller kom forud for den. Men underligt nok findes der ikke et eneste skrevet ord, der kan tilskrives Jesus Kristus selv. Desuden havde grækerne og romerne i denne æra (og endda tidligere og efterfølgende), udviklet skulpturkunsten til et fint stadie. Vi kan finde buster af Cicero, Cæsar, Marcus Aurelius og utallige andre græske og romerske notabiliteter og mindre kendte personager, men ingen lader til at have fundet det vigtigt at skulpturere et portræt af Jesus Kristus. Og grunden var utvivlsomt, at der ikke var nogen at modellere. Der var uden tvivl mange dygtige kunstnere og malere dengang, men igen, mærkeligt nok, var der ingen, der tog sig tid til eller interesse for at male et portræt af denne angiveligt største af alle lærere, som faktisk blev proklameret som "Guds Søn" på Jorden. Men intet maleri blev nogensinde lavet af denne mand, der (som vi får at vide) angiveligt samlede store skarer omkring sig og forårsagede stor bestyrtelse og angst hos selv kong Herodes i selve Judæa. Alt dette er meget, meget mærkeligt, når fødslen af Jesus Kristus (hvis det, der står i Bibelen, er sandt), blev fejret med stor fanfare og enorme proklamationer. Engle proklamerede hans fødsel. En særdeles lysende stjerne pegede på hans fødselssted. I Matthæusevangeliet 2:3 står der: "Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham." Ud fra dette kan vi se, at ingen var klar over, at jødernes konge, den store Messias, blev født, for vi bliver fortalt i det foregående vers, at vismændende kom til kong Herodes selv og sagde: "Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham." Åbenbart blev begivenheden endda lyst op fra himlen af en stor stjerne.

Under alle omstændigheder var Kong Herodes (som vi bliver fortalt i Matthæusevangeliets kapitel 3) så bekymret, at han sendte de vise mænd til Betlehem for flittigt at søge efter det lille barn for at få det med tilbage, for at han utvivlsomt på denne måde kunne få slået ham ihjel. Som historien videre udfolder sig, lærer vi, at Josef hørte om dette og roligt gled ud i natten med sin hustru, det lille barn og et æsel for at drage til Egypten. Da Herodes fandt ud af, at han var blevet narret, står der, at han "han blev såre vred og sendte Folk hen og lod alle Drengebørn ihjelslå, som vare i Bethlehem og i hele dens Omegn, fra to År og derunder". Dette er en uhyre drastisk handling for en konge at tage, altså at få alle børn i landet under to år myrdet. Igen kan vi næppe sige, at Jesus' fødsel var ubemærket, uanmeldt og uset ifølge historien i Bibelen. Men det er dog meget, meget mærkeligt, at Herodes' handling, så drastisk og kriminelt barsk som den var, ikke blev registreret nogen andre steder i tidens forfatteres historier og skrifter. Alt, vi har, er påstandene fra de personer, der skrev Det Nye Testamente. Dem, der skrev Det Nye Testamente, opfandt faktisk så mange påstande, der er uforenelige med de faktiske forhold, at de endda begik en temmelig iøjnefaldende fejl ved at trække kong Herodes ind i historien. Historien fortæller os, at Herodes allerede havde været død i fire år i år 1 e.v.t., hvor Kristus angiveligt blev født. Han kunne altså næppe have været blevet forstyrret eller meget vred over fødslen af nogen i år 1 e.v.t. Der er yderligere væsentlige beviser for, at Matthæus, Markus, Lukas og Johannes aldrig skrev nogen af de kapitler, der angiveligt tilskrives dem.

Opgravede historiske beviser afslører, at de blev skrevet meget senere og ikke på det tidspunkt, hvor Jesus angiveligt sagde alle disse ting, men derimod 30 til 50 år senere af en eller flere ukendte personer. Når man desuden sammenligner de første fire bøger i evangeliet med hinanden (som angiveligt fortæller mere eller mindre den samme historie) ser man, at de modsiger hinanden i forhold til så mange detaljer, at man blot behøver selv at læse dem for at plukke dem ud en efter en. Jeg har hverken tiden, pladsen eller lysten til at gå ind i alle disse modsigelser. De er for talrige.

Stadig ingen bibel i år 300 e.v.t.
Selvom den kristne bevægelse angiveligt næsten var 300 år gammel, havde den på dette tidspunkt stadig ikke en nedskreven tekst eller "bibel". Under den magtfulde og diktatoriske ledelse af kejser Konstantin blev gruppe af kirkefædre forsamlet i Nikæa, en by i Lilleasien. På dette møde blev en række manuskripter og skrifter trukket sammen, og en ophedet kontrovers opstod over en periode på flere måneder. Mange skrifter blev overvejet, drøftet, diskuteret over og revideret. Nogle blev revideret, nogle blev omskrevet, og nogle blev afvist. Den endelige pakke, der blev sat sammen af Rådet i Nikæa, er den, der nu kaldes Det Nye Testamente; et selvmodsigende og dement konglomerat bestående af idiotisk nonsens. Dette blev lappet sammen med det jødiske "Gamle Testamente". Den kristne bevægelse havde nu en "bibel" med Konstantin som endelig dommer. Når de forsamlede biskopper ikke ville eller ikke kunne blive enige, truede han med at bringe sin hær, som stod udenfor, ind for at håndhæve reglerne. Han var klar til at knuse enhver modstand. Konstantin udøvede sin stillings fulde beføjelser, økonomisk, militært og juridisk, for nu at fremme kristendommen og knuse enhver opposition. Kristendommen var nu på vej.

Jøder bryggede kristendommen sammen
Hvor kom idéerne om kristendom fra? Jøderne, som var spredt ud over det hele i Det Romerske Imperium, havde været mestre i manipulation af andre folkefærd, helt tilbage fra deres tidligste histories begyndelse. De har altid været i krig med værtsfolkene, som de har befængt som en parasit. Da Rom under de jødiske krige i 68-70 e.v.t. dæmpede det jødiske oprør i Judæa og jævnede Jerusalem med jorden, tørstede jøderne efter hævn. De ledte efter en måde at øgelægge Rom, den romerske race og hele dets imperie. De havde forsøgt sig med militær modstand og havde fejlet, da de ingen udfordring var for de overlegne romere. De var på udkig efter et alternativ - sindemanipulation gennem religion - og de fandt den rigtige trosretning i en relativt ligegyldig religiøs sekt kaldet Essæerne.

Essæerne
Ikke desto mindre er beviserne overvældende for, at disse idéer kom længe forud for den kristne æra, og at det ikke var Kristus, der kom med dem men derimod en jødisk sekt kaldet Essæerne, der boede på grænsen til Det Døde Hav. Det var dem, der allerede havde udviklet idéerne i Bjergprædikenen, som blev tilskrevet Kristus. Ikke alene havde de udviklet de samme idéer, som fastsat i Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, men formuleringen, fraseologien og sætningerne var de samme, og de kom forud for det formodede tidspunkt, hvor Bjergprædikenen skulle have fundet sted med mellem 50-150 år. Essæerne var en jødisk religiøs gruppering, der levede i omtrent det første århundrede f.v.t. og de første århundrede e.v.t. Vigtige kilder til deres samtidige skrifter findes i historikeren Josefus og i filosoffen Philo. De er også nævnt af tidens forskellige andre romerske og græske forfattere, hvor deres religiøse lære åbenbares i væsentlig detalje. Gennem de sidste tyve år har de tusindvis af Dødehavsruller (hvoraf mange blev skrevet af essæerne selv) dog afsløret en enorm indsigt i deres religiøse lærdomme. Og frem for alt afslører de, at de kom forud for Bjergprædikenen ord for ord. Det betyder, at de såkaldte "nye" lærdomme fra en figur, der angiveligt kom fra himlen i år 1 e.v.t og prædikede i årene 3-33 e.v.t., hverken var originale eller nye. Desuden lærer vi, at essæerne var bemærkelsesværdige for deres kommunistiske samfund, deres ekstreme fromhed og renhed og deres cølibat. De besad alle deres jordiske gods i fællesskab og så på privat ejendom som en ond ting, der kunne lede dem på afveje fra hellighed. De beskæftigede sig med landbrug og håndværk og anså disse erhverv for værende mindre syndige end andre. De praktiserede også dåb, og denne praksis kom mindst 100 år. Så de kristne apostle kan næppe krediteres for at have indført dåbsritualet, som det hævdes.

Hvorfor, vil den gennemsnitlige læser måske spørge, har vi ikke fået mere at vide om essæerne, hvis de var de oprindelige udøvere af kristendommen? Der er to gode og altovervejende svar på det spørgsmål. På trods af, at de tidlige kristne fædre var bevidst om de essæiske lærdomme og skrifter, gjorde de på deres side alt i deres magt for at tilintetgøre dem og fjerne dem fra cirkulation. De ønskede ikke, at folk skulle kende til deres tilstedeværelse, da dette ville underminere deres dogme om, at Kristus var ophavsmand til den nye lære. Det ville umuliggøre påstanden om, at dette var en stor ny åbenbaring sendt ud af Gud selv, midt i hosianna og englesang. På den anden side ønskede jøderne ikke at afsløre essæernes eksistens, fordi de fuldstændig ønskede at skjule enhver forbindelse mellem jøderne og den nye religiøse lære, som de var ved at forvalte til ikke-jøderne. De gik endda gennem store anstrengelser for at foregive at være fjendtligt indstillet over for den. Før jeg går videre med de meget oplysende og yderst interessante Dødehavsruller, ønsker jeg blot at komme med én yderligere pointe. De oprindelige manuskripter, som Det Nye Testamente angiveligt er baseret på, antydes altid at være blevet oversat fra den "oprindelige græske udgave". Siden Det Nye Testamente igen og igen gentager, hvordan Paulus talte jødisk til sin flok, og at Jesus talte jødisk, og at apostlene var jødiske, hvorfor forholder det sig så sådan, at manuskripterne alle var på græsk? De historiske kendsgerninger giver følgende resultat: Det jødiske hierarki og uden tvivl hele sammensværgelsen var velkoordineret og havde mange, mange medlemmer og medarbejdere. Det blev slet ikke skrevet noget i Kristi tid overhovedet, men bevægelsen fik stor fremme af den jødiske nations samlede indsats. Som de blev mere organiserede og begyndte at fremme deres idéer mere og mere, blev disse disse idéer nedskrevet betydeligt senere end 30-33 e.v.t., hvor Kristus angiveligt udkom med disse forbløffende og "nye" åbenbaringer. Konklusionen er, at det hele blev skrevet af et kollektiv af mange jødiske personer, hvis identitet vi aldrig vil kende til. Det blev så revideret fra tid til anden, og disse revideringer omfattede ikke blot deres oprindelige sammensætning og formulering; det hele blev revideret igen og igen gennem århundrederne for at gøre det til mere effektiv og overbevisende propaganda. Vi ønsker dog nu at dykke længere ned i essæernes lærdomme. Hvem var de, og hvorfor blev deres særlige lærdomme givet til jøderne for derefter at blive formuleret til en godt og grundigt destilleret og giftig sammenbrygning, der så blev fodret til ikke-jøderne?

Dødehavsrullerne, som er mere talrige og meget mere oplysende end den nutidige jødiske presse, fortæller os meget om essæernes lære og liv. En af de vigtige ting, som de fortæller om essæerne, er, at de forsvandt fra Jordens overflade efter omkring to århundreders eksistens, og at datoen for deres forsvinden er omkring året 100 e.v.t. De var kun en meget lille sekt ud af de jødiske stammer og ikke som sådan en del af den jødiske sammensværgelse. De var uden for den generelle jødiske aktivitet og tanke, men jøderne aflæste alligevel fra dem, at deres form for lære kunne ødelægge og undergrave et folk. Jøderne, der søgte en måde at destruere den romerske nation, der i år 70 e.v.t. havde ødelagt og jævnet Jerusalem med jorden, bemærkede godt, hvad disse lærdomme var, og besluttede at viderføre dem til romerne.

Essænisme var virkelig en revolutionerende ny form for social orden, en miniatureudgave af et ideelt kooperativt statssamfund. I stedet for Messias, var essæernes ideal "Læreren af Retfærdighed". De etablerede et nyt kooperativt kommunitarisk broderskab, og de var det første religiøse samfund til at etablere og praktisere sakramenterne dåb og det eukaristiske måltid. Endevidere kan, "Læreren af Retfærdighed", som foreskrevet af essæerne, ikke nødvendigvis have været den første pacifist i historien, men han var den første til at implementere sine pacifistiske teorier i praksis. Hvis den generelt blev accepteret og vedtaget, ville den afskaffe krig. Dette var naturligvis en vidunderlig religion for jøderne at sælge til romerne, for hvis de konvertererede romerne til underdanige pacifister, ville de derefter helt sikkert være i stand til at dominere dem fuldt ud. Og det gjorde de. Essæerne boede i området Qumran nær Det Døde Hav, og ifølge Filon, den jødiske filosof og tidssvarende forfatter, "ville det essæniske broderskab ikke tillade fremstillingen af nogen våben eller i deres samfund tillade nogen form for smede af pile, spyd, sværd eller nogen fremstilling af krigsopildende elementer og ej heller nogen mand optaget af militære beskæftigelser, eller endda med fredelige praksisser, som let ville kunne konverteres til ballade." Ikke blot Filon fortæller os om essæerne. Det gør de tidssvarende historikere Josefus og Plinius også. Som tidligere nævnt er der også meget på vej fra undersøgelsen af Dødehavsrullerne. Det altoverskyggende faktum, der dukker op fra undersøgelsen af Dødehavsrullerne og daværendes tids historikeres skrifter, er følgende uhyre vigtige kendsgerning:
Navnlig, at troen, læren og levemåden tilskrevet Jesus Kristus (på trods af, at den ikke er nøjagtigt identisk med den essænske skoles) lænte sig mere op ad essæernes lære snarere end det økumenisk koncils biskoppers lære. Og det var sidstnævnte, der bestemte den ortodokse kristendoms nikænske trosbekendelse.

Vi kommer følgelig til den indlysende konklusion, at den kristne tro og de kristne doktriner, der angiveligt blev proklameret af Kristus i Bjergprædikenen, slet ikke stammede fra det tidspunkt, men derimod mindst 100 år tidligere fra en jødisk sekt kaldet essæerne, som boede tæt ved Det Døde Hav; at Sanhedrins Ældre anerkendte denne undervisning som værende dødelig og selvmorderisk; at de yderligere tog denne doktrin og destillerede og tilpassede den til at være en fungerende trosbekendelse; herefter fremmede og distribuerede jøderne, med store mængder energi og enorme mængder propaganda (ved hvilket de udmærker sig), denne giftige doktrin blandt romerne. Den skriftlige nedskrivning af denne trosbekendelse, der nu kaldes Det Nye Testamente, udviklede sig over de næste mange århundreder. Den blev skrevet af personer, der er ukendte for os i dag, men som uden tvivl var af jødisk oprindelse. Desuden opfandt de personen Jesus Kristus og hævede, at han var "Guds søn" ved at gøre trosbekendelsen til en himmelsk sendt guddommeliggørelse. Efter at have lagt fundamentet for denne nye kirke, konsoliderede de herefter den magt på et møde i Nikæa, hvor skabelsen af den nye kirke blev materialiseret og officielt helliggjort. Således blev den nye kirke og "Jesu Kristi" nye religion fremstillet ud af den blå luft. Ikke et eneste spor af Jesus-personen kan findes i autentisk historie. Ikke desto mindre virkede dette nyligt fremstillede fupnummer om Jesus Kristus, Guds søn, og det samme gjorde alle dets selvmorderiske lærdomme, ved snart efter at rive det store Romerske Imperium ned til ruiner. Den store Hvide Civilisation røg med i faldet. Den Hvide Race har aldrig siden rystet jødernes kontrol af sig. Den Hvide Mand har aldrig siden genvundet kontrollen over sin egen tænkning, sin egen religion, sine egen økonomi og ej heller sin egen regering. Til den dag i dag, har den Hvide Race endnu ikke genvundet kontrollen over sin egen skæbne.

Romernes død
Vi ved alle, hvad der skete med romerne, kort efter de blev "konverteret" til kristendom. Med deres instinkter svundet ind og deres tænkning perverteret til bekymring om spøgelserne i himlen i stedet for at kæmpe for deres egen overlevelse og udvikling, skrumpede de snart sammen til kun efterfølgende at kunne findes i glemmebogen. De forsvandt fra historien. De betalte prisen for at lade sig forvandle til dyr og ikke at genkende deres evige fjende, jøden. Sådan er konsekvenserne af ikke at kende sin fjende, og man kan, naturligvis, ikke forsvare sig selv mod en fjende, man ikke kan, eller ikke vil, genkende.

Den jødiske/kristne bibel er en klump af modsætninger, der har noget positivt og negativt at sige om alle sider af en sag. Det er som et musikinstrument; man kan spille hvilken som helst melodi, man ønsker. Ved at udvælge disse særlige passager, der passer til ens argument, og samtidig ignorere alle andre passager der modsiger den, kan du få Gud og Bibelen over på din side til at understøtte dit argument, hvilket som helst argument, uanset hvad det måtte være. Som jøderne ofte har påpeget, hverver de altid først hjælpen fra de dumme prædikere, der kan hjælpe dem med at sprede deres ætsende idéer. De passager, der nu blev fremhævet var, at "vi alle er Guds børn", at "vi alle er lige i Guds øjne", at "vi alle har en sjæl", at Jesus kom for at "frelse alle syndere" og en masse lignende vrøvl.

***
Jøderne er mestre til diskussion og debat. De lægger særlig vægt på at undervise deres unge i debatteknikker i deres yeshivaer (jødiske religiøse skoler).
***

Jødernes infiltrering
På omkring dette tidspunkt blev Rom selv infiltreret af et fremmed folk, der skulle vise sig at være mere dødbringende, mere forræderisk og mere vedholdende end kartagerne. Ifølge en jødisk encyklopædi var tidspunktet for de første beretninger om jødisk bosættelse i Rom 138 f.v.t., men de var der utvivlsomt meget tidligere. Det siges, at Rom er den ældste kontinuerlige jødiske bosættelse i verden. I modsætning til kartagerne var jøderne ikke en militær trussel men mindede mere om en intern sygdom eller virus. De underminerede og sygeliggjorde hele byens krop; kulturelt, økonomisk, religiøst, moralsk og racemæssigt.

Jøderne havde etnisk religion
Jøderne besad dengang, som nu, en stærk etnisk religion, og de har mobiliseret sig omkring deres religion med race som kernen gennem de sidste 5000 år. Vi har allerede undersøgt betydningen af en etnisk religion i det foregående kapitel, og der vil blive skrevet mere om dette i de efterfølgende kapitler. I deres oprør mod romerne blev jøderne fuldstændig knust militært. De indså, at de aldrig kunne hamle op med romerne i fysisk kamp.

Udspredning
Men de havde en række andre faktorer, der virkede for dem. I modsætning til kartagerne, var de ikke forsamlet inden for et bestemt geografisk område. Faktisk var de spredt ud over hele den romerske verden og specialiserede sig dengang i slavehandelen og økonomi og i at leve af handelsruterne. De dækkede dengang, som nu, alle de kritiske magtcentre. Udspredningen fra Jerusalem og Judæa svækkede ikke men styrkede kun den jødiske infektion af Romerrigets livliner.

Planlagde hævn
De planlagde kollektivt hævn mod romerne, for hvem de nærede et intenst og patologisk had. Faktisk hader jøderne altid det, der er bedst i den Ariske Race, og går instinktivt i gang med at ødelægge det bedste.
Siden jøderne vidste, at de ikke havde nogen chance for at ødelægge romerne militært, planlagde de at bruge deres mest kraftfulde våben, sindemanipulation. Og de valgte religion som fartøjet at gøre det med.

De kristne kirker
Hver eneste trosbekendelse og grundsætning, som kristendommen har forfægtet i de sidste 17 århundreder, har påvirket vores tankegang i retning af omvendt forædling af vores race. Kristendom agiterer kontinuerligt og bestandigt imod de begavede og formstærke og dirigerer i stedet vores interesse og sympati i retning af at hjælpe de lamme, blinde, de fattige i ånden, fjolserne og idioterne, der har lærdomme som "Salige er de fattige i ånden" (idioter); og "Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden". Selve tanken om, at vi alle er lige i øjnene på et indbildt gespenst, er blot endnu genstartning af det gamle jødiske lighedsorienterede fupnummer og vil uundgåeligt føre til raceblanding.

Den Hvide Mands medfødte tendens til at være medfølende er akilleshælen, der har været hans egen værste fjende lige siden den jødiske kristendom erobrede og tilintetgjorde romerne. Hvor alle andre arter i naturen instinktivt afviser og fravælger udskuddene, så gør den hvide race, i dumhed, det stik modsatte.

Gamle grækere praktiserede eugenik. Ideen om eugenik er ikke ny. Det gamle grækenlands Spartanere tilbage i det femte århundrede e.v.t. var allerede bevidste om det, og de praktiserede det meste af det, vi foreslår i dag.

Jøderne de største racister
Selvom al raceblandingspropagandaen rettes mod ikke-jøderne, fremmer jøderne det stik modsatte til deres eget folk. Jøderne, der er racemæssigt bevidste og fanatisk loyale over for deres egne, prædiker racereserverethed over for deres eget folk. Gennem deres synagoger, gennem deres egen jødiske presse, gennem de tusindvis af eksklusivt jødiske organisationer advarer de på det kraftigste mod raceblandede ægteskaber og mod tværreligiøse ægteskaber. Ingen raceblanding til jøderne. Mens jøden ondskabsfuldt fremmer degenereringen af den Hvide Race, vogter den brændende sit folk mod det selv samme. Hvis man i Israel ikke er født af en jødisk mor, er man en goj, en ikke-jøde, en udenforstående og kan ikke blive gift eller begravet i Israel, og ej heller kan man blive borger eller nyde andre borgerlige rettigheder som eksklusivt er reserveret til jøderne. Racemæssig solidaritet er dagsordenen, uanset om en jøde bor i Israel eller hvilket som helst andet sted i verden.

Jøden bærer på det recessive udenjordiske reptilgen, som den får fra moderen. De gargoyllignende træk, som man kan se hos jødiske berømtheder som Rodney Dangerfield, Larry King, Bela Abzug, Don Rickles og mange andre, er indlysende. For at blive accepteret blandt ortodokse (bevidste jøder), skal man have en jødisk mor. Generne passer ikke sammen, og det jødiske folk er derfor plages af et væld af sjældne sygdomme, såsom "Tay Sachs" (gangliosidose), Bergers sygdom (IgA-nefropati), multipel sklerose og mange andre. Jøderne indrømmer selv, at der findes et fælles gen, som de alle kan spores tilbage til. LINK

Tankepoliti
Da jøderne i de sidste adskillige tusinde år har båret den mest ondskabsfulde sammensværgelse i historien, nemlig ødelæggelsen og overtagelsen af alle andre folk, har de været fanatiske til det punkt, hvor de har været paranoide om spionage og indsamling af oplysninger om deres fjender. Og det er forståeligt. Fordi den hæslige forbrydelse, de begår, er totalt baseret på hemmeligholdelse og bedrag, er det at holde låget på deres sammensværgelse en meget usikker forretning. Så de indgår febrilsk i alle former for spionorganisationer og udstyr og midler til indsamling af efterretninger, som ville forbløffe det ikke-jødiske sind. Jøderne ønsker ikke kun at vide, hvad deres fjender (alle er deres fjender) foretager sig. De ønsker også at vide, hvad de kunne være i færd med at planlægge. I virkeligheden ønsker de, så vidt det er muligt, at vide, hvad alle tænker, før en sådan tankegang kunne omsættes i handling.

ADL
ADL, kort for Anti-Defamation League, er i amerika. Denne organisation foregiver tilsyneladende for offentligheden at værne om jødiske interesser og forhindre spredningen af "anti-semitisme". Hvorfor jøderne skulle finde dette nødvendigt, når englænderne, tyskerne, italienerne eller andre etniske grupper finder sådanne sikkerhedsforanstaltninger unødvendige, har de aldrig forklaret. Men i virkeligheden er ADL meget, meget mere end det. Organisationen er en udløber af den jødiske B’nai B’rith og er virkelig kraftcenteret for denne sammenhængende jødiske enhed. Den er i virkeligheden en magtfuld, velfinansieret spionoperation inden for vores egne grænser, der ikke blot indsamler oplysninger om politikere, borgerorganisationer, diverse enkeltpersoner, men om alt, som de selv mistænker kunne løfte sløret for den jødiske sammensværgelse. De har store mapper og computere, der kan konkurrere med selve FBI eller CIA's, og enhver information, som FBI eller CIA kunne tænkes have, og som kunne anses for værende nyttig for ADL, fodres uden tøven til sidstnævnte.

Censuroperation
ADL's aktiviteter strækker sig langt videre. De er ekstremt aktive i politik. De fremmer dem, der er nyttige for jøderne, og ødelægger dem, der anses for usamarbejdsvillige. De overvåger også alle bøger, magasiner, aviser, alle nyhedsmedier, bevægelser og så videre - hvad som helst, som kan påvirke den jødiske sammensværgelse - og dette omfatter næsten alt af betydning i landet. De planter propaganda. Hvis det er nødvendigt, opfinder de aggressivt nyheder og planter dem i hovedstrømmen af nyhederne på tv, i aviser og så videre. De udgiver ikke blot et stort antal artikler til formidling, de udgiver også et stort antal bøger, som enten er gunstige for Israel og jøderne eller brutalt angriber deres fjender.