OBS: Selvom denne artikel blev skrevet til en hvid målgruppe, påvirker
jødisk kommunisme alle ikke-jøder uanset race, og dette er absolut værd at læse uanset hvad.
Kristendommen er en forberedelse til kommunisme, dens doktriner er identiske
med kommunistisk filosofi, og der er ikke noget åndeligt over den. Al okkult
viden og kraft, der ville gøre det muligt for ikke-jøder at kæmpe tilbage gennem
spirituel krigsførelse (hvad jøderne har brugt imod os i århundreder), er blevet
systematisk fjernet. Efter denne kraft blev tvangsfjernet med Inkvisitionen,
har den været i hænderne på de øverste jødiske rabbinere, der har brugt den til at kaste forbandelser,
skabe ufattelig rigdom og magt og bruge dette efter forgodtbefindende imod ikke-jøder. "JHVH" (også kendt som "Jehova") er i virkeligheden det jødiske folk. De blev "Gud". Kommunismen er en anden
jødisk broderskabsfidus, der narrer ikke-jøder til at tro, at den er til for lighed, fred og bedre levevilkår.
Intet kunne være længere fra sandheden. Det er et jødisk program bestående af folkedrab, massemord og slaveri for ikke-jøder, uanset hudfarve.
Følgende er et uddrag fra
"Nature's Eternal Religion" af Ben Klassen.
Citat fra den jødiske Talmud: Nidrasch Talpioth, s. 225-L:
"Jehova skabte ikke-jøden i menneskeform, så at jøden ikke tjenes af dyr. Ikke-jøden er således et dyr i menneskeskikkelse, og fordømt til at tjene jøden dag og nat.
Kristendom og kommunisme: Jødiske tvillinger
fra "Nature's Eternal
Religion" af Ben Klassen
Ifølge de kosher-konservative raser der i dag en hård og intensiv kamp mellem
kommunismens onde kræfter og kristendommens hellige. Vi ledes til at tro, at det
hele handler om en kamp mellem godt og ondt. Vi får at vide, at disse to kræfter
er selve essensen af to modstående poler, og at de er i komplet og diamentral konflikt mod hinanden.
Det er fingeret kamp. Faktum er, at de begge er degenererede produkter af det
kollektive jødiske sind og beregnet til at gøre én og samme ting - at ødelægge
den Hvide Race. Hvis vi tager et nærmere kig på disse to onde kræfter, finder
vi, at de ikke er på modsatte sider overhovedet. Vi finder, at de begge er på
den internationale jødedoms side og tjener det formål, de blev konstrueret til,
navnlig at forvirre den Hvide Mands intelligens, så han selv vil hjælpe jøden
med at ødelægge den Hvide Race. Ved at sammenligne de to finder
vi, at de er forbavsende ens, og ikke modsætninger. Faktisk er der så stor
lighed i de to programmer, og i filosofien om disse to trosretninger, at man let
kan opdage den samme forfatters hånd. Den forfatter er det internationale
jødiske netværk. De, og de alene, skrev både trosretningen kristendommen og
trosretningen kommunismen. Både kommunismen og kristendommen prædiker imod
materialisme. Kommunismen betegner de produktive og kreative kræfter i vores
samfund, til hvilke vi skylder så stor del af fordelene ved en produktiv Hvid
Civilisation, som "borgerlige". Derefter langer den med overtruffen vrede ud mod
de borgerlige og fortæller os om og om igen, at de må tilintetgøres. I stedet
for at kreditere dem, hvor det skyldes, taler den ondt om og bagtaler disse
konstruktive og produktive elementer, nemlig de borgerlige eller kapitalisterne,
som værende den ultimative ondskab. Kristendommen fortæller os stort set det samme. Den
fortæller os, at det vil være lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje
end for en rig mand at komme i himlen. Den fortæller os, at vi bør "sælge alt vi
har og give det til de fattige", hvilket er et lumsk råd, der, hvis det følges,
vil gøre os alle til en gruppe omstrejfende bumser og tiggere. Det ville bestemt
medføre nedbrydningen af vort samfund. Kristendommen fortæller os yderligere "ikke
at samle skatte på Jorden, men i himlen". Implikationen er klar hele vejen
igennem. Ophob ikke nogen af de gode ting i livet. Hvis du, gennem hårdt arbejde,
allerede har formået at akkumulere noget rigdom, så kom af med den, giv den væk,
giv den til de fattige og giv den frem for alt til kirken - de vil med glæde tage
imod den. Nettoresultatet af denne fantastisk dårlige rådgivning er
selvfølgelig, at rigdommene lettere kan komme i hænderne på jøderne, der ikke abonnerer
på sådanne tåbeligheder. De håber at gøre nar af os, mens de holder det gamle ordsprog i mente:
"Et fjols og hans penge skilles hurtigt", hvilket er så sandt. Den
anden side af medljen er, at lederne af både kristendommen og kommunismen selv
er fanatisk materialistiske. Når vi ser på den katolske kirke gennem tiderne,
finder vi, at de selv indsamlede og hamstrede guld, sølv og ædelstene i utrolige
mængder, mens de samtidig trak den sidste øre ud af den fattige enke. Den
indsamlede og hamstrede ikke blot al guldet, sølvet og ædelstenene, den kunne,
men erhvervede også enorme mængder af fast ejendom, og den katolske kirke er i dag,
uden tvivl, den mest fantastisk velhavende organisation på Jordens overflade.
Selv gennem den mørke middelalder, hvor fattigdom var udbredt (og hovedsageligt på
grund af kristendommen selv) ser vi disse enorme og fabelagtigt velhavende
katedraler bygget midt i befolkningens ekstreme fattigdom og nød, med altre og
apsisser af guld med kunstfærdigt udsmykkede hvælvninger, søjler og vægge.
Kirkens lederskab fik bygget storslåede basilikaer, katedraler, klostre,
dåbskapeller, mausoleer og kirker. Stort set alle af disse var så overdådige og
så enorme i sammenligning med tidernes sparsomme omgivelser, at de prangende
stod ud som den vigtigste samling af al den materielle rigdom - guld, sølv og
arkitektonisk overdådighed - både i forhold til deres æra og geografiske placering.
Kirken har aldrig gidet at forklare, hvorfor det var så nødvendigt at have så
overdådig rigdom på udstilling for de trofaste tilbedende, der igen og igen blev
fortalt, at det var ondt at "samle skatte". Og indtil denne dag bygges kirker
til at være prangende, flamboyante og bizarre. Penge er tilsyneladende intet
problem. Vatikanet, citadellet for "spirituelt" lederskab, som også prædiker "ikke
at samle skatte på Jorden", praktiserer ikke, hvad det selv prædiker. Tværtimod
er det, som det praktiserer, bestemt topmålet af hykleri og antitesen af
spiritualitet. Det går fuldt ind for at samle skatte på Jorden. Det har
indsamlet en portefølje på 5,6 milliarder dollars i aktier alene, for ikke at
nævne al dets faste ejendom, kunstskatte og andre værdigenstande. Det har en
årlig indtægt på 1,5 milliarder dollars aktier (hvoraf meget af disse uvtivlsomt
er indsamlet fra "enkens sidste øre") samt dets enorme aktivmasse. USA's
religiøse establishment er som en helhed vurderet til 102 milliarder dollars. I
1969 blev 45 procent, eller 7,9 milliarder dollars, af de 17,6 milliarder
dollars, som USA's enkeltpersoner gav til velgørenhed, øremærket til religiøse
formål. Temmelig materialistisk af en religion, der "skyr" jordiske skatte og
prædiker "mit rige er ikke af denne verden". Lad os gå videre til den næste lighed. Både kommunismen og kristendommen gør
udstrakt brug af terroristiske våben, både psykologiske og reelle. Det
utvivlsomt mest uhyggelige og ondeste koncept nogensinde udtænkt af jødommens
fordærvede og kollektive sind er begrebet helvede. Kan du komme i tanke om noget
mere forfærdeligt, end at placere millioner af mennesker i fangeskab i et
overhedet torturkammer og derefter brænde dem for evigt og altid, uden
overhovedet at strejfe tanken om den formildende bamhjertighed at lade dem dø?
Med disse "Gode Nyheder" og "Glade Tidender" satte kristendommen sig for
at erobre sine overtroiske og tankeløse ofres sind. Den omstændighed, at et
sådant torturkammer ikke rent faktisk eksisterede, afledte på ingen måde opmærksomheden fra
det faktum, at det var en reel trussel for dem, der fik bildt ind, at det var
sandt. Hvis du eksempelvis fortæller et barn, at der kommer et monster og tager
det, og barnet uskyldigt tror dig, så er truslen lige så virkelig, som hvis
monstret rent faktisk eksisterede. Under inkvisitionen (og i mange andre tilfælde) blev alle
de modbydelige raffinamenter af tortur, de fordærvede menneskelige sind kunne
udtænke, brugt til at afpresse tilståelser ud af og piske de vantro eller
kætterne ind på linje. Tommelskruen, vandypning, jernkorsettet, "drawn and
quartered", udplukning af ens øjne med varmejern samt strækkebænken (langsom
afrivning af lemmer fra kroppen ved strækning) var blot få at de anordninger
anvendt af de evigtelskende kristne til at sprede deres så kærlige evangelium.
Da kommunisterne kom og brygte fysisk tortur som et af deres instrumenter til
erobring, havde de meget lidt tilbage at opfinde selv, efter det, som de kristne
allerede havde anvendt før dem. Og det er forventeligt, da det var den
jødiske dyriskhed, der designede torturredskaberne for dem begge. Ej heller
tøvede kirken med at anvende massekrigsførelse for at smadre hele nationer, der ikke underkastede sig deres religiøse diktatur, synder og sammen.
I det 16., 17., og 18.
århundrede var de vigtigste årsager til krig faktisk religiøse
uoverensstemmelser, hvor én religiøs gruppe forsøgte at tvinge deres tro ind på
livet af deres modsætninger ved massekrigsførelse og nedslagtning. Den kommunistiske
tendens til at bruge masseterror, både psykologisk og fysisk, er så nutidig, så
udbredt og så velkendt, at vi næppe behøver at gennemgå den her. I Rusland
alene, brugte det jødiske regime terror i et omfang, der hidtil har været ukendt for historiens
annaler. For at udrydde det bedste af den Hvide Race i Rusland, nemlig
hviderusserne, slagtede jøderne nogle 20.000.000. Terroren, drabene, mordene,
der i dag foregår i Rusland, overgår den Hvide Mands fantasi. Under
alle omstændigheder anvender både kommunismen og kristendommen rædsel i udstrakt grad, både psykisk og fysisk, for at undertvinge deres ofre.
Hvor de kristne udmærkede sig i psykologisk terror, udmærkede kommunisterne sig
i fysisk terror. Men i begge tilfælde var jøderne eksperter i at bruge hvilken
som helst type af terror, der bedst tjente deres formål. Både kommunismen og
kristendommen har en bog, der antageligt fastsætter deres bevægelses lære.
Kristendommen har den jødiske bibel, der blevet skrevet af jøder, og for det
meste handler om jøder, med henblik på at forene den jødiske race for at
ødelægge den Hvide Race. Den kommunistiske bibel er Karl Marx' "Kapitalen" og
"Det Kommunistiske Manifest", skrevet af Karl Marx i samarbejde med Fridrich
Engels, som begge var jøder. Begge disse jødiske læresætninger (kommunisme og
kristendom) er yderst destruktive, og når de følges, nedriver de strukturen af
det samfund, der er blevet offer for dem. Kristendommen underviser i menneskets ondskab,
at mennesket er en ond, uværdig synder, at det er født i synd, og at alle dets
instinkter er et produkt af ren ondskab. Kommunismen prædiker, at det produktive, kreative
element af vores samfund, nemlig den "borgerlige", som de kalder dem, er råddent
og ondt og må tilintetgøres. Det kan med sikkerhed siges, at ethvert fornuftigt,
sundt samfund, der enten omvendte sig til total kristendom og praktiserede alle
kristendommens principper, eller ethvert samfund, der praktiserede ren
kommunisme, snart ville ødelægge sig selv. Igen ønsker vi kraftigt at påpege, at
kommunisme på ingen måde betyder det samme som socialisme eller kollektivisme, som kosher-konservatisterne altid fortæller os. Sidstnævnte er
grundlæggende konstruktive elementer i ethvert sundt samfund, men kommunisme er
en utilsløret jødisk slavearbejdslejr. Da jeg i et andet kapitel er gået meget
udførligt ned i denne sag, vil vi ikke bruge yderligere plads på at gennemgå
denne idé her. Både kommunismen og kristendommen prædiker lighed for mennesket.
Kristendommen prædiker, at vi alle er lige i Herrens øjne, hvor kommunisterne
prædiker, at vi alle skal blive lige i det kommunistiske samfund. Sidstnævnte
hævder, at grunden til, at vi ikke er lige, udelukkende skyldes miljøet, og
denne lille natursærhed har de tænkt sig at korrigere. Når de har fået os alle og banket os ned i et lige miljø,
forsikrer de os om, at de vil have udjævnet os alle ned til
det punkt, hvor vi alle er lige. Dette vil kun være alt for sandt, for den
Hvide Race vil være jævnet ned til det punkt, hvor de alle er lig med en horde
af elendige slaver, mens hver eneste jøde, på den anden side, vil være en konge.
Kristendommen og kommunismen prædiker ikke begge blot lighed for den enkelte, men
prædiker også lighed mellem racer, hvilket er endnu en ond løgn smidt i Naturens
ansigt. Begge læresætninger indeholder en meget vanskelig dogmatik, der er temmelig tåget
og forvirrende, for ikke at sige selvmodsigende. Derfor har de begge oprettet et hierarki, der fortolker den givne dags korrekte dogmatik, og
hvor alle enten følger trop eller lider under følgerne af en forskanset
magtstruktur. Kristendommen og kommunismen har begge haft deres skismaer. I
kristendommens tilfælde blev tilhængere, der afveg, kaldt kættere, og i
kommunismens tilfælde bliver de, der afviger fra den officielle linje, kaldt
afvigere. I kristendommens tilfælde var det store skisma, selvfølgelig, under
reformationen, hvor det protestantiske segment udviklede sig og brød væk fra den
katolske kirke. Det fortsatte derefter med at splitte og splintre sig ud i
tusind forskellige retninger, alt sammen til ugunst for og ødelæggelse af den
Hvide Race. Det første store skisma var dog naturligvis, da det byzantinske rige
splittede sig fra den romerske eller vestlige halvdel. Blandt kommunisterne
var der en række skismaer, såsom mensjevikkerne og bolsjevikkerne, og en række
andre, før kommunisterne nogensinde kom til magten. Efter at de kom til magten,
var der de stalinistiske kommunister og de trotskistiske kommunister, hvor
sidstnævnte målrettet blev forfulgt og udrenset fra rækkerne. Vi havde
formentlig Mao-fløgen af det kommunistiske parti, og i et stykke tid havde vi
Tito-afvigerne, og så videre. Under alle omstændigheder er den primære idé i
kristendommen og kommunismen den samme; på toppen af et forvirrende og umuligt
dogme sidder et stramt, magtfuldt hierarki, der dikterer og fortolker, hvad dets
tilhængere skal være, og rædsel, død og repressalier er konsekvenserne for dem,
der vover at tænke selv. Det er slet ikke overraskende, at ærkefjenden af begge
disse jødiske trosretninger er Adolf Hitler, fordi han vovede at komme ud med en
sund, naturlig social struktur, der indeholdt disse principper, som var i
harmoni med de naturlige love og med de sunde instinkter for bevarelsen af den
Hvide Race. Derfor ser vi den jødiske presse, den kommunistiske presse og
kristendommen i kor fordømme Adolf Hitler og fortælle os, hvilken
forfærdelig, forfærdelig mand han var. De gentager alle igen og igen de samme
jødiske løgne om Hitler, som jøderne selv udtænkte og leverede til deres
sleske lakajer. Lighederne mellem disse læresætninger bliver ved og ved. Begge
prædiker ødelæggelse af det nuværende samfund. De hyperfokuserer især på
ødelæggelsen og nedgraderingen af samfundets mere kreative og produktive
elementer som en helhed. De fordømmer og bagvasker begge de bedre dele af det
etablerede samfund og fryder sig ved menneskelige fejl og svagheder, og dermed
hævder de at bevise rigtigheden af deres kommunistiske-kristne teori. Jøderne,
der er gerningsmændende bag kommunismen, forestiller sig De Forenede Nationers
hovedsæde endelig hvilende i Israel og i særdeleshed i Jerusalem. Kristendommen
fortsætter også løbende med at tale om Zion, det ny Jerusalem og anser Jerusalem
for at være Det Hellige Land, dens oprindelse og spirituelle hovedkvarter. Begge
disse jødiske læresætninger følger konsekvent politikker, som er katastrofale
for den Hvide Races velfærd. Jeg har allerede gået ind i betydelige detaljer om
de kristendommens katastrofale virkninger på den store Hvide romerske
civilisation. Jeg har også tidligere påpeget, at jøderne i det kommunistiske
Rusland dræbte 20.000.000 af de bedste Hvide Russere. Men begge disse
læresætningers programmer og politikker strækker sig langt videre end disse to
store historiske katastrofer og at påpege, hvor katastrofale konsekvenserne ved
både kristendommen og kommunismen har været på den Hvide Races skæbne ville
kræve et helt bind for sig selv. Jeg mener, vi gennem denne bog har spredt en
masse af sådanne eksempler, i det omfang, at det næppe er nødvendigt at gentage
dem her. En anden lighed, der manifesterer sig i begge disse jødiske
læresætninger, er, at de begge har en uhelbredlig evne til at udskyde en voldsom
strøm af ordskvalder, der dog er mangelfuld i forhold til substans. Dette er et
gammelt jødisk trick til at forvirre deres modstanders sind, idet sidstnævnte
narres til at tro, at den store samling af ord må have en højere mening, der
strækker sig ud over deres egen fatteevne. For yderligere at ødelægge og slå
oppositionen tilbage, har begge læresætninger udviklet sig til et niveau, hvor
de slynger ondskabsfulde udløserord og hadefulde ord ud mod deres modstandere.
Kristne udviklede sådanne had-udløserord, såsom ateist, hedning, kætter,
frafalden, blasfemi, synder og anti-Kristus. Kommunisterne har udviklet en hel
stabel af lignende udløserord, og nogle af disse er fascistisk, nazistisk,
racistisk, fordomsfuld, fanatisk og anti-semitisk. Uden at nogen rigtig stopper
og analyserer, hvad hvert enkelt disse ord betyder, og hvorfor de bør betragtes
som negativt ladede, er disse ord blevet udviklet til at være beskrivende for den
implicitte ondskab, og hvor man ved at sige disse ord i virkeligheden ikke behøver
at diskutere eller drøfte et emne, men blot nådesløst kan slå ned på sine
modstandere uden at ty til nogen form for debat eller begrundelse overhovedet.
Hvis lighederne mellem kristendom og kommunisme synes temmelig slående, er der
en meget god grund til det. Den grund er naturligvis, at
de begge har en parallel ideologi, der blev udtænkt af den jødiske magtstruktur med henblik på at opnå det fælles mål om at
ødelægge den Hvide Race. Desværre har begge deres ideologier op til dette punkt
været sønderlemmende effektive. Det er delvist formålet med denne bog og The
Creativity Movement at konfrontere dette invaliderende angreb på den Hvide Races
sind, og blotlægge disse jødiske tvillinge-ideologier for hvad de er. Desuden er
jeg helt overbevist om, at jøderne aldrig ville kunne
have prakket moderne kommunisme på en langtidslidende menneskehed, hvis de ikke
først havde blødgjort, afsporet og sindsforvirret den Hvide Races intellekt med
kristendommens fejlagtige snarer. Det er derfor yderligere målet for Creativity
at hjælpe med at rette den Hvide Races forvirrede tænkning ud, til det punkt,
hvor den kan, og vil, udslette begge disse jødiske tvillingeplager fra denne
Jords overflade.
Ligeledes har de kommunistiske
bosser i Rusland, hvoraf næsten alle er jøder, selv akkumuleret alle landskabets
rigdomme. Mens den kommunistiske slavearbejder knokler tolv timer om dagen og
derefter kommer hjem til et nusset, beskidt, snavset og overfyldt lille
lejlighed, som deles med andre familier, har hans jødiske bosser overdådige
paladser spredt over hele landet. De kører i de bedste biler, naturligvis med
chauffør, og spiser den bedste mad. Ikke kun det, men de har de bedste af fly
til rådighed, så de kan flyve til hvilket som helst sted, de finder passende for
at regere deres slavearbejdere. Disse jødiske kommunistbosser har som regel også
importeret tøj, skræddere og en galakse af tjenere til rådighed. Når de har brug
for en pause fra at drive deres slaveimperium, har de private villaer ved
Sortehavet eller andre valgfrie feriepletter, som de blot skal vifte for at få.
Og sådan foregår det i den proletariske arbejders Paradis.