'"Efter meget kort tid", fortæller en kvinde, som selv var evakueret fra Cologne og fanget i en anden kælder, "var vi nødt til at tage vores gasmasker og briller på. Røg og dampe væltede gennem brud i kældervæggene fra kældrene på begge sider. Der var dog ingen gasmasker til spædbørnene. De mennesker, der led mest, var de ældre og børnene. Med mine egne øjne måtte jeg se en tre uger gammel baby kvæles i sin mors arme."

"På pladsen stod tusindvis af mennesker pakket sammen, skulder til skulder, uden at være i panik, men meget stumme og stille. Brandene rasede over dem. Ved indgangen til stationen blev dynger af døde børn og andre allerede stakket op, da de blev bragt ud af stationen. 'Der må have været et børnetog på stationen. Flere og flere blev stakket op. Jeg tog et af deres tæpper til en af mine babyer, der ikke var død men i live og frygtelig kold'. Om morgenen kom nogle ældre SA. mænd, og en af dem hjalp mig og min familie med at komme igennem byen og i sikkerhed." ¹

Bombningen af Dresden var lige så rædselsvækkende som bombningerne af Hiroshima og Nagasaki. Dresden var en ubevæbnet by og var et af de vigtigste centre for kultur i Tyskland. Bombningen af Dresden var et folkemord mod det tyske folk, og givet at dette skete meget sent i krigen (marts 1945), blev angrebet gennemført for yderligere at svække den tyske korpsånd. Angrebet blev udført med brandbomber til så stort et omfang, at næsten al ilten blev suget ud af byen, og Dresden blev reduceret til aske. Lidelsen, som uskyldige blev udsat for, var ud over fantasiens grænser. Denne bombning var, som bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, et direkte angreb på ubevæbnede civile. Datoerne valgt til dette specifikke angreb på det tyske folk, faldt sammen med den kristne helligdag "Askeonsdag".
Få mennesker er klar over, at den "Hellige Bibel" ikke er andet end en bog af jødisk magi. For mere information om dette, se Afslør Kristendommen-hjemmesiden.
Jøderne brugte denne specifikke dato (og dirigerede kristnes spirituelle energi) til at reducere Dresden til ASKE.

"Storbranden i Dresden nærede mistanken om, at det eneste vigtige for de vestlige allierede var likvidationen af det tyske Volk." foreslog Inspektøren af det tyske Brandværn i memoirer skrevet efter krigen. "For de i Dresden, der havde overlevet det første angreb, så det ud som om, at alt de havde fået fortalt om De Allieredes Morgenthauplan kun skete for hurtigt". 2 "Som de fleste historiske jødiske militære operationer, indtraf de store massakrer i anden verdenskrig ikke på slagmarken men i fredelige nabolagssamfund. Dette var i overensstemmelse med principperne fra Esters Bog, der leder Jøderne til at massakrere kvinder og børn, og at udrydde familierne til de, der vover at gå imod dem.

Således forløb det i Dresden, et historisk tysk kulturelt centrum, hvor mange tusinde tyske kvinder, børn og flygtninge fra kommunismen havde samlet sig. De var, af Røde Kors, blevet forsikret om, at de ville være i sikkerhed, selv mens de jødiske generaler planlagde at myrde mændene. De vanvittige, blodtørstige jøder ønskede ikke blot at myrde så mange civile tyskere som muligt, men også at slette alle beviser for vestlig civilisation fra historien - det største eksempler på hvid kultur der var blevet samlet i Dresden var det uerstattelige porcelæn, de uvurderlige malerier, barok møbler og rokokopalæerne med deres poesi hugget i sten. Alt blev lagt øde i et massebombeangreb hvor omkring 300.000 civile tyskere døde, i en by der ikke engang var et militært mål!

Ligesom Dresden, var Hiroshima også et gammelt kulturelt centrum uden noget synligt militært mål. Hundrede til tusinde af byens ikke-kæmpende familier døde også forfærdeligt. Mange blev pulveriseret øjeblikkeligt ved den første atombombe nogensinde brugt i en militær operation, men tusindvis af andre ofre levede i årevis - lemlæstede og brændte mens deres lemmer og organer langsomt rådnede væk som følge af strålesyge. Selv mens de japanske embedsmænd desperat forsøgte at indgå fred, fik jøderne hastigt bestilt endnu en nedkastning af en atombombe - denne gang på Nagasaki - for at udføre en "anden test" af deres helvedesbombe, igen mod hjælpeløse non-kombattanter som foreskrevet i Esters Bog. Hundredtusindvis af civile døde igen forfærdeligt.”

"Inden Anden Verdenskrig, blev Dresden kaldt 'Elbens Firenze' og var anset for at være en af verdens smukkeste byer pga. dens arkitektur og museer. Dresdens bidrag til krigsindsatsen var minimal i forhold til andre tyske byer. I februar 1945, søgte flygtninge fra den russiske fremgang tilflugt der.”
"Natten til d. 13. februar, steg hundredvis af RAF-bombefly ned mod Dresden i to bølger for vilkårligt at nedkaste deres dødbringende last over byen. Byens luftforsvar var så svagt, at kun seks Lancaster-bombefly blev skudt ned. Da det blev morgen, nedkastede omkring 800 britiske bombefly 1.478 tons højeksplosive bomber og 1.182 tons brandbomber ned over Dresden, hvilket skabte en stor ildstorm, som ødelagde det meste af byen og dræbte masser af civile. Senere samme dag, da de overlevende forsøgte at komme ud af den ødelagte by, begyndte over 300 amerikanske bombefly at bombe Dresdens jernbaner, broer, transportfaciliteter og dræbte derved yderligere tusinder. D. 15. februar, fortsatte yderligere 200 amerikanske bombefly deres angreb på byens infrastruktur. Alt i alt, nedkastede det amerikanske "Eighth Air Force (8 AF)" 954 tons højeksplosive bomber og 294 tons brandbomber over Dresden. Det amerikanske Eighth Air Force nedkastede senere 2.800 bomber ned over Dresden i tre yderligere angreb før krigens afslutning."

"Ved krigens afslutning var Dresden så beskadiget, at byen dybest set var jævnet med jorden. En håndfuld af historiske bygninger - Zwinger Paladset, Semperoper og adskillige fine kirker - blev omhyggeligt rekonstrueret af ruinernes murbrokker, men resten af byen blev opbygget med almindelige, moderne bygninger.
Den amerikanske forfatter, Kurt Vonnegut, som var krigsfange i Dresden under de allieredes angreb og tog fat på den kontroversielle hændelse i sin bog "Slaughterhouse-Five" ("Slagterhus-fem"), sagde følgende om efterkrigstidens Dresden: 'Det lignede i høj grad Dayton i Ohio, med mange flere åbne områder end Dayton har. Der må være tonsvis af menneskelig benmel i jorden.'" ³

"'Gaderne var fyldt med hundredvis af lig', beskrev SS Obergruppenführer Kehrl, 'Mødre med deres børn, unge og ældre; sommetider var deres kroppe forkullede og brændte, undertiden uberørte; sommetider var de klædt på, undertiden nøgne med en voksagtig bleghed som skrædderdukker. De lå i forskellige stillinger, nogle stille og rolige, andre fælt forvredne med den endelige kamp mod døden skrigende fra hver eneste linje af deres ansigter.'
Selv de, der var nået til de offentlige beskyttelsesrum, slap ikke; der var scenerne lidt anderledes; kun usædvanlige, når panikken brød ud, efter folk indså karakteren af den skæbne, de aldrig ville undvige. ' Her og der, afbildede de resterende knogler, hvordan beboerne havde kæmpet mod hinanden for at slippe ud af deres begravede fængsler. Da redninshold endelig ryddede vejen til de hermetisk lukkede bunkere og beskyttelsesrum efter flere uger, havde varmen, der var blevet genereret inde i dem, været så intens, at der intet var tilbage af beboerne; et blødt, bølgende lag af grå aske blev efterladt i en bunker, hvorfra antallet af ofre kun kunne vurderes til at være mellem '250 og 300' af lægerne.
Læger blev ofte ansat til disse grusomme optællingsopgaver, da Tysklands Reich Statistiske Kontor (indtil 31. januar 1945) var yderst omhyggelige med udarbejdelsen af deres statistiske tabeller og data. Bassiner af smeltet metal, hvilket tidligere havde været potter, pander og køkkenredskaber, som medbragtes, bevidnede yderligere om de ualmindelige temperaturer i disse bunkere. Opgaven med at hente kroppene blev tildelt Sicherheitsund Hilfsdienst (S.H.D.), Rednings- og Reparationstjenesten, som var organiseret i fem afdelinger: brandvæsen, som består af lokale brandstationer og er særskilt fra paramilitær værnepligt; Instandsetzungsdienst, hvilket var tjenesten, der reparerede ødelagte gasledninger, istandsatte el- og vandforsyning og nedrev farlige strukturer; den medicinske tjeneste, som var tilrettelagt af det tyske Røde Kors; dekontamineringstjenesten, som stod for modforanstaltninger under allierede gasangreb og endelig den veterinære tjeneste, som tog sig af sårede husdyr og kvæg.⁴

"Nogle mennesker havde gået ekstremt ubehagelige døde i møde, da centralvarmesystemerne blev ramt og kældrene oversømmet med skoldende varmt vand. Folk der havde søgt tilfllugt i de statiske vandtanke blev, visse steder, også skoldet ihjel. Vandtanken på hjørnet af Muschinski-Strasse havde for eksempel kogt i den intense varme fra nattens ildstorm. Store mængder lig blev fundet flydende i vandet - deres hud var hummerrød fra varmen." ⁵

"Inden for meterologi, (fortsatte han) er forskellene på temperaturen involveret af størrelsesordenen 20°C - 30°C. I denne ildstorm var de af størrelsesordenen 600°C, 800°C eller helt op til 1000°C. Dette forklarer den kolossale vold bag ildstormens vinde. Personer blev kastet op og slynget hen ad gaderne, da orkanen rev tøjet fra deres kroppe. Skarer af mennesker, der flygtede mod sikkerhed, blev taget af tornadoen, slynget ind i flammerne og brændt levende - et holocaust i ordets sandeste betydning". ⁶

Filmen "Dresden" (2006) er en meget realistisk skildring af den forfærdelige tragedie. Denne film er meget grafisk og ekstremt sørgelig.

Kurt Vonnegut Jr's "Slaughterhouse-Five" (1972) indeholder også brandbombningen af Dresden.

Kildeliste:

¹Apocalypse 1945: The Destruction of Dresden af David Irving Copyright © Parforce UK Ltd, London, 1995 and 2005

² Ibid.

³ This Day in History: Feb 13, 1945: Dresden devastated

⁴Apocalypse 1945: The Destruction of Dresden af David Irving Copyright © Parforce UK Ltd, London, 1995 and 2005

⁵ Ibid.

⁶ Ibid.

TILBAGE TIL DET SANDE HOLOCAUST - FORSIDE